Det er ikke noget tilfælde, at John McCain III aldrig blev udnævnt til admiral – ligesom sit fædrene ophav, John McCain II og John ’Slew’ McCain. Den yngste McCain, der efterhånden er blevet 72 år og præsidentkandidat for republikanerne, har et eksplosivt temperament, der gør ham uforudsigelig og svær at sætte i bås. Kan ikke følge en masterplan I flåden blev han opfattet som en udisciplineret ballademager, og i sin politiske karriere har McCain fået tilnavnet ’The Maverick’, enegængeren. Selvbiografien ’Mine fædres verden’ er et lidt for pyntet vidnesbyrd om en mand, der har svært ved at følge en masterplan. Det er en bog om stolte æresbegreber, som er gået i arv gennem generationer. I modsætning til sin far og farfar, der førte an i historiske søslag og ubådsangreb i Stillehavet, nåede Junior-Junior aldrig længere end til at blive kommandør for en træningsenhed på en flybase i Florida. En klaustrofobisk historie Til gengæld har han gjort sine traumer og torturoplevelser som krigsfange i over fem år under Vietnamkrigen til et af sine stærke våben i Washington. Få andre politikere i verdenshistorien har en lige så klaustrofobisk historie at fortælle. Bogens beskrivelser af de regelmæssige tæsk, tortur og ydmygelse i det berygtede Hanoi Hilton, og senere Skid Row, løfter ’Mine fædres verden’ op i en kategori, som andre levebrødspolitikere aldrig når i nærheden af. Som læser tror man på McCain, når han skriver, at indespærringen »lærte mig at stole på min dømmekraft«.
Nedbrydningen blev opbyggelig. I 1973 vendte han hjem som en berømt antihelt, der siden hen har turdet gå op imod sine egne partisoldater. Et stykke kommercielt kitsch Bedømt som politisk fængselslitteratur – hvor f.eks. Aleksandr Solsjenitsyns ’Gulag Øhavet’ og Primo Levis ’Hvis dette er et menneske’ træder frem som klassikere – kan man imidlertid ikke komme uden om, at ’Mine fædres verden’ fremstår som et stykke kommercielt kitsch. Bogen foregøgler en inderlighed, som ikke kan fornemmes mellem linjerne. Under valgkampen er McCain blevet fanget i at gentage anekdoter – som også nævnes i bogen – der helt ned i detaljen efterligner Solsjenitsyn, f.eks. da McCain i en tv-debat fortalte om en nordvietnamesisk fangevogter, der skulle have sneget sig hen til cellen en julemorgen og tegnet et kors med foden i sandet: »I et kort øjeblik var vi blot to kristne, som bad sammen. Jeg glemmer aldrig det øjeblik«. Tårevædende. Problemet er blot, at alt tyder på, at det var Solsjenitsyn, der oplevede episoden, og McCain, der blot kopierer. En intuitiv gambler Udgivet hele 26 år efter frigivelsen bærer ’Mine fædres verden’ præg af lidt for mange efterrationaliseringer. Ingen kan dog komme uden om, at hans livshistorie er yderst spektakulær. For alle, der vil forstå, hvorfor McCains tilhængerne elsker ham som en erfaren kamppilot, der ruller rundt i æteren, laver drabelige loops og konstant improviserer – mens modstanderne betragter ham som en enerådig koleriker – er ’Mine fædres verden’ actionmættet læsning. Men han bekræfter også billedet af en præsidentkandidat, som er mere utilregnelig end den pæne Barack Obama. Paradoksalt nok er det ikke en klassisk ledertype, der nedstammer fra krigsfædrene, men en intuitiv gambler.
