Dokumentation: En soldat fortæller

En dansk soldat i Afghanistan beskrev i et blogindlæg på www.politiken.dk for to uger siden, hvordan han sammen med andre danske soldater havde lagt sig i baghold for at få fat på formodede Talebanfolk, der ville hente en ueksploderet vejbombe (IED).Soldaten ønsker at være anonym, men Politiken kender hans identitet.Han redigerede siden sit oprindelige indlæg, som dog allerede var blevet læst af mange. I indlægget indleder soldaten med en fortælling om, hvordan han var med på en dansk patrulje, der skulle skabe kontakt til lokale afghanere, men som pludselig oplevede en vejbombe eksplodere. Lidt efter opdagede de så en ueksploderet vejbombe. Det fører – i det oprindelige indlæg – frem til en dramatisk fortælling, der gengives nedenfor: KLOKKEN VAR allerede halv fem. Det ville snart blive mørkt. IEDD-teamet (Improvised Explosive Device Disposal Team) bestående af britiske ingeniører, der havde specialiseret sig i at fjerne IED’er ( vejbomber, red.), kunne først komme med helikopter morgenen efter. Jeg tænkte, om vi ikke kunne sprænge den selv og så kalde det et uheld. I stedet besluttede vi at lægge en gruppe i valmuemarken ved siden af i baghold. Og vente. Jeg blev tilbage med de otte andre soldater og delingsføreren. Der var fuldstændig tomt for civile. Jeg begyndte at få mine betænkeligheder. Vi skjulte os i valmuemarken. Nede blandt rødderne var det en anden verden. Der kravlede biller rundt, og kun summen fra insekter nåede herned. Delingen trak sig væk i en nu lidt mindre slange ved siden af os. Jeg kunne ikke se dem, men deres tramp lød som en skurren, små knald, når de trådte hul på valmuernes runde skal. Først troede jeg, det var en ildkamp langt væk. Jeg er begyndt at høre ildkamp mange steder efterhånden. Lyden forsvandt og delingen lagde sig i skjul nogle hundrede meter bagude i forhold til os – som reserve. Jeg var træt. Valmuemarken var behagelig og blød, og vi havde taget hjelmene af for at kunne lytte bedre. Søvnen tog om mig som en stor, blød bjørn. Jeg kæmpede stille og koncentreret imod, men var ved at døse hen. Så hørte jeg lyden fra en motorcykel. Den kunne ikke være stor. Den kørte et sted foran os og forsvandt. På gruppens interne radio hviskede delingsføreren, der kæmpede i et dilemma mellem at forblive skjult og bevare indsigt på IED’en. Motorcyklen havde kørt hen til IED’en, stoppet op og kørt videre. Jeg skulle til at række efter min hjelm, da jeg begyndte at høre stemmer. De talte pashto. Der blev meldt igen, at fem-seks mænd begyndte at samle sig om IED’en. De havde aflange bylter i deres kjortler. Ikke til at vide, hvor de kom fra. De havde to børn med i hånden. Min adrenalin kom stille, men sikkert op. Typisk Talebantaktik. Endnu en hviskende melding. Mændene havde sendt børnene væk og stod nu rundt om IED’en og talte, grinede. En stod med en radio til øret og pegede rundt, som om han dirigerede. DET FØLGENDE, jeg hørte, gjorde mig til bøddel. Mine ører underskrev deres dødsdom. Jeg kunne tydeligt høre det. Først et navn, der blev blæst knitrende ud af en radio. Derefter en mand, der svarede gennem radioen, hvor er I, ja. vi er der, o.k. Taleban. De havde sendt børnene væk, idet de ikke havde opdaget os og ikke længere havde brug for dem som skjold. Manden på motorcyklen havde været deres spejder. Jeg meldte, at jeg hørte Taleban tale i radioen, som jeg havde gjort mange gange før. Eneste forskel var, at jeg ikke længere sad flere kilometer væk fra dem, men i stedet et stenkast. Radioen knitrede lystigt videre med meldinger og ordrer, og manden dirigerede sine folk. Vores delingsfører traf sin beslutning. »O.k., på min nedtælling laver vi samlet ildoverfald på min kommando, vi åbner fra venstre mod højre. Nedtælling fra tre, og så rejser vi os op og åbner.« Mit hjerte pumpede, men egentlig mindre hårdt, end jeg regnede med. Jeg var fokuseret, angst. Spændt. Jeg kan ikke beskrive den følelse. »Tre, to, en« Jeg rejste mig, vi kom alle op samtidig. Foran mig så jeg fem-seks meget overraskede afghanere. Kan ikke huske mig selv afsikre mit gevær, ikke huske mig tage sigte gennem optiksigtet. Men jeg kan stadig se dem falde. Det kører på repeat i min hjerne, når jeg ryger cigaretter eller spiser. DET VAR ikke nogen kamp. De var fuldstændig overrumplede. Efter den første ildåbning rykkede vi frem i hold, det ene hold støttede, det andet hold sprang fremad. LMG-skytten yderst til venstre lignede en kaotisk krigsgud, mens han fra hoften sprøjtede død i lange salver ud over der, hvor Talebanerne havde stået. Råb og kommandoer, skrald og røg. Vi kom frem til vejen og kastede en granat ind over compoundmuren foran os. Op ad vejen blev der lagt støtteild. Det hele var et skiftevis vanvittigt, skiftevis et fantastisk syn. Gentagne, ekstreme sanseindtryk har gjort mindet til en mosaik af brun, grøn, rød, ild og jord, råb og salver. Kampen døde hen hurtigt. Hvis der da havde været nogen, og ikke blot en tur på skydebanen. Ved siden af IED’en lå der en meget død mand. Blodet flød stadig ud under hans kamis, og han havde ikke fået et skær af voks endnu. Først troede jeg, det var dele af hans hoved, der lå i klatter ved siden af ham. DA JEG kom tættere på, så jeg det var røde blomsterblade, som han måske havde haft i hånden? Lidt længere væk lå den skæbnesvangre radio. Men ellers kun efterladt tøj og tavshed. En person kan ganske vist komme langt på adrenalin, hvis han ikke bliver ramt dødeligt med det samme. Men hvor var resten, spurgte soldaterne. »Spøgelser«, sagde jeg pludseligt. »Spøgelser. Dukher. Det var det, russerne kaldte dem«. Jeg konfiskerede radioen og hans mobiltelefon. Hvis man kan konfiskere en død mands ejendele. Det var en udmærket radio. Man kunne skifte over til FM-båndet, hvilket jeg gjorde, da jeg sad og sikrede, imens andre tog billeder og indsamlede til rapporten. Jeg fandt en lokalstation. En langsom ghazal fremført med en dyb, bedrøvet stemme akkompagneret af dhool-trommer. Jeg forestillede mig, det var sådan, en opiumsrus måtte være. DA SÅ JEG manden fra tidligere, manden i hvidt med det pakistanske skæg. Mod syd. Den eneste skikkelse i en mennesketom Green Zone. Han stod flere hundrede meter væk og råbte, med ryggen mod os. Han råbte Allah. Flere gange. Kort efter hinanden. Først dybt, så skingert. Gud, Gud, Gud. Det var deres fører. Gud var ikke med ham i dag. Måske havde Gud i stedet i sin ironi gjort opiumsmarken til hans mænds undergang. Det var blevet tusmørke. Vi efterlod den døde ved siden af sin IED. Måske ville hans fører tage ham tilbage. Vi gled væk igennem markerne igen i det tiltagende mørke. Det var fuldmåne, så jeg lod være at tænde for min natkampsudrustning. Alt indhyllet i sølv. Vi kravlede lydløst over mure og igennem vandløb, frøer kvækkede, og hunde gøede et sted langt væk. Ellers kun lyden af vind. Nu var vi spøgelserne.