To sydafrikanske journalister skal i morgen tidlig møde i retten, efter deres tv-station viste et indslag med to kriminelle, som truede internationale tilskuere til denne sommers fodbold-VM i landet. Politiet kræver at få udleveret navne og råbånd fra optagelserne med to maskerede mænd, der på den private tv-station e.tv fortalte om de gyldne muligheder under VM.
Tv-station under anklage
De planlægger at røve og overfalde tilskuere og hånede politiets hårdere indsats mod kriminalitet ved at love at skyde betjente, der måtte forsøge at standse dem.
»Vi bad e.tv om at samarbejde, men de gav os fingeren«, forklarede politiminister Nathi Mthethwa forleden om stævningerne af de to journalister.
Han tilføjede, at »en ven af en kriminel er en kriminel«, og at e.tv havde begået en »djævelsk handling ved at beskytte kriminelle«.
Sydafrikas politichef, Bheki Cele, beskyldte tv-stationen for at »have solgt det sydafrikanske samfund og verden til kriminelle«.
Den ene af de to mænd blev ifølge politiministeren forleden anholdt af politiet uden hjælp fra e.tv.
Selvmord
I mellemtiden havde myndighedernes massive fordømmelser angiveligt ført til et selvmord, begået af Lucky Phungula, der arrangerede interviewet for tv-stationen.
Phungulas 16-årige datter sagde forleden til avisgruppen Independent Newspapers, at hendes far inden selvmordet havde fortalt, hvordan han frygtede politichefen, Bheki Celes, vrede.
Både politiministeren og politichefen har beskyldt e.tv for at have skjulte dagsordener og forsøge at skræmme internationale tilskuere fra at rejse til landet.
Det afviste e.tv’s direktør, Marcel Golding, i en pressemeddelelse:
»E.tv har ry for at dække historier upartisk, uanset hvor ubehagelige informationerne måtte være. E.tv har også vedvarende haft store indslag om politiets succeser i kampen mod kriminalitet. At bestride e.tv’s integritet eller at stille spørgsmålstegn ved stationens patriotiske sindelag er derfor urimeligt«.
Høj kriminalitet
Sydafrika er et af verdens mest kriminelle lande, hvor der hvert år bliver myrdet omkring 40 gange så mange per 100.000 indbyggere som i Danmark.
Men landet har før VM investeret massivt i at beskytte deltagere og tilskuere ved arrangementet, der i vid udstrækning vil blive afviklet i særligt kontrollerede zoner omkring stadioner og fanparker.
Sagen kommer derfor på et tidspunkt, hvor de sydafrikanske myndigheders og VM-arrangørernes tålmodighed med spørgsmål om arrangementets sikkerhed er tyndslidt. Senest måtte de fortælle, at man ikke kan sammenligne Sydafrika og en regnskov i Angola, der er berygtet for guerillasoldater.
Det var nødvendigt, da angrebet på en bus med Togos landshold på vej til de afrikanske fodboldmesterskaber i Angola omgående fik internationale medier til at spørge, om det var et dårligt varsel for VM.
Debatten om sikkerhed har kørt særligt heftigt i Storbritannien, hvor avisen Daily Telegraph dagen efter Englands kvalifikation havde følgende overskrift: »Engelske fans vil med sikkerhed dø i Sydafrika«.
Sikkerhedsveste til tilskuere
Et firma i London markedsfører nu sikkerhedsveste til tilskuere, der skal beskytte dem mod knivstik.
Myndighederne forsøg på at stoppe e.tv’s negative omtale er blevet fordømt af både oppositionen og pressens organisationer.
»Sydafrika vil gerne opfattes som en nation af løver, ikke af strudse. Og trangen til at give pressen mundkurv på – eller begrave hovedet i sandet – må bekæmpes lige så hårdt, som viu har bekæmpet andre onder her i landet«, skrev Congress of the People i en udtalelse.
Partiet påpegede, at de to journalister er sigtet efter en paragraf, der stammer fra Sydafrikas tidligere apartheidstyre.
»Hvis politiet får succes (med at kræve navne og råbånd udleveret, red.), vil det forhindre andre journalister i at få adgang til lignende information og kunne endda true deres liv. Dermed vil vi miste en af vores mest fundamentale rettigheder – retten til viden, så vi kan træffe vores egne beslutninger«, sagde viceformanden for det sydafrikanske presseråd, Bewyn Petersen, forleden.






























