Kirurgerne i Leogane står med amputations-saven i hånden og gør det bedste, de kan.
Deres operationsstue består af et halvtag og noget presenning, så forbipasserende kan lige kigge ind.
Hvis først, der er gået infektion i et sår, har kirurgerne ofte ingen anden mulighed end at fjerne en arm eller et ben.
»De gør det bedste, de kan, men nogle gange føler de sig lidt som slagtere«, konstaterer sygeplejerske Merete Engell, der til daglig er international chef for hr-afdelingen i det danske Læger Uden Grænser.
LÆS ARTIKEL
Danskerne giver 3,8 millioner om dagen til HaitiI øjeblikket er hun dog langt fra kontorverdenens ordnede forhold, udsendt til Haiti i to uger for at hjælpe med at få den internationale organisations felthospital i Leogane igang.
Og arbejdsbyrden er endnu ikke toppet, fortæller hun.
»Antallet af patienter vokser dag for dag i øjeblikket. For der har ikke været ret meget hjælp i Leogane«, fortæller Merete Engell fra den totalt smadrede by.
Byen blev glemt i lang tid
Leogane ligger uden for hovedstaden Port-au-Prince og tættere på epicentret for det jordskælv, der ramte Haiti 12. januar med en styrke på 7,0 på richterskalaen.
Det tog fem dage, før de første journalister nåede frem til byen. Og lige så lang tid, før de første lastvogne med nødhjælp ankom.
LÆS ARTIKEL
Nu får byen ved skælvets centrum hjælpSiden er der kommet lidt mere nødhjælp. Men selv om Læger Uden Grænsers felthospital ikke er det eneste i Leogane, er behovet for lægehjælp langt fra dækket.
Og selv om der er gået to uger, siden jordskælvet ramte Haiti, er den første bølge af sårede ikke overstået endnu. Folk dukker fortsat op med skader, de fik i forbindelse med skælvet.
»Lige nu har vi omkring 50 patienter indlagt, og vi tilser omkring 200 patienter om dagen i vores konsultation, hvor man bare kan komme ind fra gaden. Vi afviser ikke nogen«, understreger Merete Engell.
Blikket er tomt
Hun har været ude flere gange før til krigs- og katastrofeområder, men ødelæggelserne efter jordskælvet i Haiti er noget af det mest voldsomme, hun har oplevet.
»Det hårdeste er det med, at folk har ligget under brokkerne længe. Og at de er så traumatiserede, som de er. Ikke nok med, at de har store skader, deres blik er også helt tomme. De er kede af det, og man kan ikke gøre det godt igen for dem«, siger hun.
Udskrives til at bo på gaden
Generelt er haitianerne meget frustrerede over situationen.
Det samme gælder af og til for de udsendte fra Læger Uden Grænser, fortæller Merete Engell. Selv om de arbejder nonstop, og selv om de gør en mærkbar forskel, kan det synes håbløst, siger hun.
»Ofte udskriver vi patienter til ingenting. Til at bo på gaden. Det er en fortvivlende situation. Jeg har en patient, som er blevet ramt i ryggen af en stor sten, og som er blevet lam fra livet og nedefter. Hvad gør man med sådan en mand?«.
Merete Engell besvarer selv spørgsmålet: Han kan ikke optage en plads i felthospitalet for andre, som kan hjælpes, så i stedet må familien få hjælp til at organisere sig, så de kan passe ham. Selv om de bor i telt.
Lokale hjælper til på hospitalet
Udover læger, kirurger og sygeplejersker er der også to psykologer knyttet til Læger Uden Grænsers team i Leogane.
I alt består holdet af 21 internationale lægefaglige medarbejdere samt 30 lokale læger og sygeplejersker, som også arbejder på hospitalet.
Operationsrummet i Leogane er rent, men ikke sterilt. Det betyder, at nogle operationer er umulige at udføre, siger Merete Engell – eksempelvis hvis der skal opereres i led.
I tilfælde af, at der er behov for en steril operationsstue, forsøger teamet at finde andre, der kan træde til.
»For eksempel har amerikanerne et stort hospitalsskib uden for Port-au-Prince, hvor de har sterile operationsstuer. Der overfører vi en patient til i dag, med helikopter«.
Mistede halvdelen af ansigtet
Patienten er en 31-årig kvinde, der lå tre dage under murbrokkerne med svære sår i hovedet, før hun blev reddet ud.
Siden hun blev indlagt på felthospitalet i Leogane er hun blevet opereret tre gange, fortæller Merete Engell.
»Hun har fået murbrokker i hovedet, så halvdelen af hendes ansigt er væk, og øjet er væk: Efterhånden som vi opererede på hende, nåede vi længere og længere ind i øjenhulen. Nu er der behov for noget meget specialiseret kirurgi. Og risikoen for, at hun dør, er meget stor«.
Læger Uden Grænser planlægger at opholde sig i Leogane i et år, oplyser Merete Engell.
Når de umiddelbare sår og skader efter jordskælvet er behandlet, vil de kaste sig over mere generelle sundhedsproblemer, som eksempelvis underernæring af børn.
