Karadzic: Jeg vil forsvare vores nation

»Alt, serberne gjorde, behandles som en forbrydelse«, sagde Radovan Karadzic
»Alt, serberne gjorde, behandles som en forbrydelse«, sagde Radovan Karadzic
Lyt til artiklen

Serberne havde en 'retfærdig og hellig' sag under borgerkrigen i Bosnien, mener den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic.

»Jeg vil forsvare vores nation. Vores sag er retfærdig og hellig, sagde Karadzic, da krigsforbryderretssagen mod ham blev genoptaget i Haag mandag.

»Alt, serberne gjorde, behandles som en forbrydelse«, sagde han.

LÆS ARTIKEL

Karadzic: Vores sag var retfærdig og hellig

Anklagerne vil forsøge at bevise, at Karadzic førte an i et folkedrab mod bosniske muslimer, som skulle 'fjernes fra Jordens overflade'.

11 anklagepunkter
Karadzic beskyldes blandt andet for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, men nægter sig skyldig i de 11 anklagepunkter.

I retten sagde Karadzic blandt andet, at de bosniske muslimer havde afvist et forslag om at dele magten, og at serberne kæmpede mod skabelsen af en islamisk stat.

Karadzic står anklaget som øverstkommanderende under den etniske udrensning af kroater og muslimer under den bosniske krig (1992-1995). 100.000 mennesker blev dræbt og 2,2 millioner andre fordrevet.

Flere overlevende mødte op

Han fortsætter tirsdag med at fremlægge sit forsvar, og onsdag ventes anklagerne at indkalde det første vidne.

En af hovedanklagerne er drabene på mere end 7.000 muslimske mænd og drenge i byen Srebrenica i juli 1995, som Karadzic ifølge anklageskriftet er hovedansvarlig for.

En del overlevende var mandag mødt op i Haag for at kræve, at retfærdigheden sker fyldest.

»Vi er her i dag for at fortælle hele verden, at ofre stadig er i live, og vi venter på sandheden og retfærdigheden«, siger Melina Hadziselimovic fra organisationen Srebrenicas Mødre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her