Den første eksplosion ramte et tog, der holdt ved perronen på Lubjanka-metrostationen i Moskva.
Bomben gik af 07:50 og kostede over 23 mennesker livet. Redningsarbejdere fandt lig både inde i toget og ude på perronen.
36 minutter senere eksploderede endnu en bombe, denne gang i et tog, der ventede på at køre ind til Park Kultury-metrostationen, skriver nyhedsbureauet AP. Her blev yderligere mindst 14 ofre dræbt.
I alt er over 73 kvæstet, mange af dem alvorligt, rapporterer russiske medier.
TIP OS Er du i Moskva?
Ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass svarer sprængkraften i bomben på Lubjanka-stationen til tre kilo TNT. Den blev sprængt i en metrostation, der ligger under efterretningstjenesten FSB's hovedkvarter.
Angrebet er det værste i den russiske hovedstad i seks år.
»De foreløbige oplysninger, FSB har givet os, er, at der var to kvindelige selvmordsbombere«, oplyser borgmester Jurij Lusjkov.
Imens er pårørende mødt op foran flere hospitaler for at forsøge at finde oplysninger om deres kære.
Ifølge nyhedsbureauet Interfax deltager over 400 reddere og brandmænd i redningsindsatsen.
LÆS ARTIKELKvindelige selvmordsbombere står bag metro-eksplosioner
FSB er gået i gang med at lede efter bagmændene og har indledt den førte undersøgelser af gerningsstederne. Landets rigsadvokat står i spidsen for undersøgelserne.
De foreløbige undersøgelser tyder på, at gerningsmændene har benyttet plastisk sprængstof, der muligvis er udløst med en mobiltelefon.
Trafikkaos i Moskva
Imens er trafikken i den russiske hovedstad gået i stå, så moskovitterne forsøger at komme på arbejde til fods. Vejene er fyldt med fodgængere og byen har indsat ekstrabusser for at klare trafikken, rapporterer nyhedsbureauerne.
Myndighederne opfordrer befolkningen til at holde sig fra byens centrum. Ambulancerne har vanskeligt ved at komme frem til de bomberamte tog. Derfor er nogle af ofrene fløjet til hospitalerne i ambulancehelikoptere.
De opfordrer byens indbyggere til at være på vagt og slå alarm, hvis de ser noget mistænkeligt i Moskva.
Samtidigt er mobilnettet nær metrostationerne i centrum overbelastet af mange opkald fra mennesker, der vil i kontakt med deres familie.



























