Kirgisistans nye styre vil tage tidligere statsvirksomheder fra venner og familie af den afsatte præsident.
Det meddeler Rosa Otunbajeva, der som leder af oppositionen har taget kontrollen over det centralasiatiske land, efter at voldsomme uroligheder har sendt præsident Bakijev på flugt.
Det, som hun ifølge nyhedsbureauet Reuters betegner som »ulovligt privatiserede« statsværdier vil atter overgå til staten, meddeler hun.
Samtidigt har hun opløst parlamentet og lover nyvalg inden for et halvt år. Og endelig vil hun have undersøgt, om det nu afsatte styre kan gøres ansvarlig for de blodige begivenheder i hovedstaden Bishkek, hvor 68 er dræbt under kampe med politiet.
LÆS ARTIKELOppositionen i Kirgisistan: Vi har magten
»Vi vil nedsætte en kommission, der skal undersøge volden - herunder de seneste dages tragiske begivenheder«, siger hun ifølge Reuters.
»Den midlertidige regering overtager det ansvar, som ifølge grundloven ligger hos præsidenten og regeringen. Det parlament, der kom til magten ved valgsvindel, opløses. Og valgkommissionens arbejde standses indtil vi har vedtaget en ny valglov«, siger Rosa Otunbajeva.
»Vi vil vedtage, at en række værdier, der blev privatiseret uden betaling, gives tilbage til staten«, fortsætter hun.
SE OGSÅKirgisiske regeringskontorer er smadret under oprør
Dermed kan elforsyningsvirksomheder nu atter komme under statseje.
Bakijevs styre var præget af nepotisme og korruption. Han sørgede blandt andet for, at hans støtter og pårørende fik kontrollen over givtige statsvirksomheder.
To af de selskaber, han overdrog støtterne, var Severelectro og Vostokelektro. Den privatisering annulleres nu.
Netop stigninger i forsyningspriserne var med til at udløse de uroligheder, der nu har ført til, at præsidenten er blevet styrtet.
SE FOTOSOprøret i Bishkek
»Den midlertidige regering fastsætter forsyningespriserne til de tidligere niveauer. Vi vil sænke priserne«, lover den nye leder af Kirgisistan.
Hun kræver, at præsident Bakijev officielt træder tilbage.
»Han har ikke mere at gøre her«, mener Rosa Otunbajeva.



























