Mens Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, i weekenden lod sig fotografere foran potente missiler, der kan nå amerikanske og israelske mål i Mellemøsten, har også USA brugt de seneste dage på at sende budskaber til Iran. Det overordnede budskab er, at USA stadig vil arbejde hårdt for at finde en diplomatisk løsning på striden om Irans atomprogram – forhåbentlig snart støttet af skærpede FN-sanktioner. Men et lækket notat fra forsvarsminister Robert Gates og offentlige udtalelser fra både Gates, forsvarschef Michael Mullen og udenrigsminister Hillary Clinton gør det også klart, at USA arbejder med meget detaljerede planer for, hvordan militæret kan slå til, hvis diplomatiet og sanktionerne ikke rækker til at forhindre Iran i at bygge en brugbar atombombe.
Foldere for hvert mål
Ifølge CNN laver militæret ’målfoldere’, der for hvert potentielt mål – typisk de iranske atomanlæg – registrerer alle kendte detaljer om placeringen, den civile befolkning i nærområdet, landskabet, og hvilke amerikanske våben der bedst kan bruges for at destruere målet.
Men der har over weekenden været debat om det hemmeligstemplede notat, forsvarsminister Gates sendte til Det Hvide Hus i januar.
Ifølge New York Times, som refererer fra det tre sider lange dokument, og flere anonyme embedsmænd, var Gates utilfreds med Det Hvide Hus og ønskede »at vække« regeringens top med en decideret advarsel om, at USA »ikke har en effektiv, langsigtet politik til at håndtere Irans løbende fremskridt« mod at have brugbare atomvåben. Alle muligheder holdes åbne Notatet er i nogen grad blevet tolket som udtryk for den klassiske konflikt mellem militæret og forsvarsministeriet, der er mere ivrige efter at skride til handling end udenrigsministeriet og Det Hvide Hus, der tøver, mens de forfølger diplomatiske løsninger. Men alle parter forsøger nu at nedtone billedet af en egentlig konflikt, samtidig med at de understreger, at alle muligheder holdes åbne.



























