Det stive bureaukrati i Indonesien var skyld i, at varslet om tsunamien på Javas sydkyst 17. juli ikke nåede frem i tide. Det erkender landets forsknings- og teknologiminister, Kusmayanto Kadiman mandag overfor Reuters. Flere end 600 mennesker omkom i bølgerne. Ikke på vagt hele døgnet Selv om indonesiske topembedsmænd allerede sytten minutter efter jordskælvet i Det Indiske Ocean fik besked om faren for en tsunami, førte det ikke til nogen forholdsregler ude ved kysterne. »Den vigtige lære fra hændelsen ved Pangandaran er, at vi stolede for meget på en meget bureaukratisk struktur. Vi sender informationen til guvernører og borgmestre, men disse mennesker er ikke på vagt 24 timer i døgnet«, siger Kadiman til Reuters. Han befinder sig i øjeblikket på Bali til en regional konference om tsunami-faren. Der vil i de kommende tre måneder blive installeret alarmer i toppen af hundredevis af mobilmaster, og de vil gå i gang, selv på et spinkelt grundlag. Det er nødvendigt, fordi en tsunami kan ramme Indonesiens kyster 20 minutter efter et skælv i havet, siger Kadiman. Bær over med falsk alarm For eksempel vil alarmerne lyde, hvis der indløber besked om et jordskælv i havet, målt til 6,3 på Richterskalaen og med et lavt epicenter, forklarer han. S.P. Goel, der er leder af varslingsprojektet i Det Indiske Ocean, understreger, at folk i de følsomme områder er nødt til altid at reagere, selv om det viser sig at være falsk alarm. »Hvis tsunamien alligevel ikke kommer, så bær over med os. Der vil komme falske alarmer. Måske en, to eller tre gange, men folk skal altid reagere«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Han har sammenlignet løberne omkring Søerne med en hel intensivafdeling
Lyt til artiklenLæst op af Thomas Bredsdorff
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Anders Jerichow
Debatindlæg af Jakob Næsager, Katrine Fylking og Max Ulrich Larsen




























