Hizbollah vil kæmpe videre

»Se, hvad israelerne gør«, siger Hassan Houssein og peger på fjernsynet, hvor ruinerne af sønderbombede huse flimrer over skærmen. Tv'et er indstillet på Al-Manar, Hizbollahs kanal. Al-Manars bygning i det sydlige Beirut er jævnet med jorden efter vedvarende israelske angreb i forrige uge, men stationen sender stadig fra et hemmeligt sted. Det er Hassan Houssein stolt af. Det er nemlig et af beviserne på, at Hizbollah ikke giver efter for israelsk pres. Og det passer ham fint, for han er et af Hizbollahs medlemmer af Libanons parlament. Han er valgt i den shiamuslimsk dominerede by Baalbek i Bekaa-dalen. »Vi er stærkere nu end for 14 dage siden, både politisk og militært«, siger Hassan Houssein og tæller på fingrene: Våbenhvile uden indblanding fra USA »Militært, fordi Israel ville »udrydde« Hizbollah, men de har mistet mange soldater og helikoptere, de er ikke kommet ret langt ind i Libanon, og vi kan stadig fyre raketter af ind i Israel«. »Politisk, fordi Saudi-Arabien og Egypten først var imod os, nu er de imod Israel og USA. EU nærmer sig vores standpunkt. Og internt i Libanon er der blevet en national samling, hvor de andre fraktioner bakker os op«. »Vi er også parat til at acceptere en våbenhvile, men uden betingelser fra Israel og USA«. »De begyndte«I anklager Israel for at dræbe civile libanesere, men jeres raketter dræber jo civile israelere? »De tre første dage affyrede vi kun raketter mod militære mål. Men Israel bombede civile i Libanon. Så begyndte vi også at beskyde civile i Israel. Vi er klar til at stoppe angreb på civile, når Israel standser angreb på civile libanesere«. Men I, Hizbollah, startede krigen ved at bortføre to israelske soldater? »Det er Israel og USA, som vil have krig. Vi arresterede de to soldater for at kunne udveksle dem med de libanesere, som Israel har tilbageholdt i årevis. Vi vil bare have løst de få problemer, der er mellem Libanon og Israel: Fangerne skal udveksles, de skal give os det besatte landområde i det sydøstlige Libanon tilbage, og så skal de holde op med at krænke vore grænser«. Men de muligheder har denne krig jo netop ødelagt. Nu skal en fredsaftale bindes sammen med en plan for hele regionen, og det bliver kompliceret? Spørgsmålet giver et ryk i Hassan Houssein, så han ryger frem i kontorstolen, læner sig ind over skrivebordet og prikker med pegefingeren i skriveunderlaget for at understrege ordene: »Det er uretfærdigt at give os skylden for det. Det internationale samfund har jo ikke kunnet bringe en løsning. Alle taler om fredsprocessen, men hvor er den? Bush taler om sin vision for Mellemøsten, men hvor er den? Og hvem er det, som ikke vil skrive under på våbenhvilen og standse krigen - Israel og USA. Det er os, der er ofrene, med 500 dræbte libanesere. Israel overtræder Genèvekonventionen, men det internationale samfund anklager os. Hvordan kan man tale om principper uden selv at have respekt for dem?«. På grund af de mange civile dødsfald lyder der her i Libanon kritik fra andre grupper, kristne og sunnimuslimske, af, at en milits fører hele landet i krig og dermed tager befolkningen som gidsel? Nu hæver Hassan Houssein stemmen, mens han trommer videre i skrivebordet: »80 procent af libaneserne støtter Hizbollah. Det viste en undersøgelse i går fra Centret for Nationale Studier. Det vil sige, at kun hver femte libaneser er imod. Altså er vi ikke svage i Hizbollah. Vi er heller ikke bange, men fast besluttet på at kæmpe videre, hvis Israel fortsætter. På den anden side er vi også klar til at underskrive en våbenhvile lige nu, men det kan ikke blive på israelernes vilkår. Vi vil ikke acceptere en ydmygende fredsaftale«, slutter Hassan Houssein. Konflikt i tre lag Hvordan fredsaftalen bliver, afhænger af krigens gang. Og det er meget svært at vurdere, hvor meget modstand Hizbollah fortsat kan yde. Det siger Rami G. Khouri, som er libanesisk forfatter og uafhængig politisk kommentator. »Der er mange ubekendte i dette regnestykke«, siger Rami Khouri og deler konflikten ind i tre lag. Det nederste er mellem Israel og Libanon. Det mellemste handler om den regionale konfrontation mellem Syrien, Iran, Palæstina og Israel samt arabiske ledere i Egypten, Jordan og Saudi-Arabien, som er bange for shiamuslimernes magt. Og den tredje er den globale konfrontation mellem USA, som vil omskabe Mellemøsten efter Israels og USA's egen plan, og de regionale regeringer og folkelige kræfter, som både politisk og militært vil bekæmpe disse planer. »Det vil være en stor fælde at gå i, hvis man slår alle tre lag sammen og dermed forveksler en krise mellem to stater med den meget større regionale og globale konfrontation«, advarer Rami Khouri. Derfor forudser han en relativt enkel forhandlingsløsning mellem Israel og Libanon, hvori der også banes vej for regionale forhandlinger. En holdbar aftale mellem de to nabolande ville også betyde, at der ikke mere vil være brug for Hizbollah som en væbnet milits. Men er det ikke utopisk at tro, at Hizbollah lader sig afvæbne og dermed afgiver magt? »Nej, absolut ikke. Hizbollahs våben er vendt mod Israel. De har aldrig været vendt mod libaneserne. Og Hizbollah er så stærk en politisk organisation, at den sagtens kan klare sig i det libanesiske samfund«, siger Rami Khouri. Han tror heller ikke, at krigen vil føre til splittelse mellem de religiøse fraktioner i Libanon. »Der vil følge nogle vanskelige forhandlinger, når krigen er forbi. Vi får virkelig brug for at være både modige og modne nok til at træffe de rigtige beslutninger«. Tegn på splittelse Heri modsiges han af en anden politisk kommentator, Michael Young i dagbladet Daily Star. Michael Young påpeger, at Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, vil fremstå som den store vinder, hvis han bare kommer ud af krigen med sin milits nogenlunde intakt. Desuden vil iranske penge strømme ind i Libanon for at hjælpe de hårdt ramte shiamuslimer med genopbygningen, hvilket også vil styrke Hizbollah. Og de israelske bombardementer har tydeligvis ramt shiamuslimerne meget hårdere, end de har ramt kristne, sunnimuslimer og drusere. Det kan give Hizbollahlederen et sekterisk kort at spille blandt sine shiamuslimske tilhængere. Alt i alt frygter Michael Young, at krigen kan føre til en etnisk og religiøs splittelse af Libanon, som landet så under borgerkrigen fra 1975 til 1990.