Hizbollah regerer i ruinerne

Israelske bomber har smadret Hizbollahmilitsens hovedkontor i den shiamuslimske bydel Dahiyeh i Beirut og stribevis af boligblokke rundt om. Beboerne er flygtet, men Hizbollah er her stadig. Kvarteret er en spøgelsesby med tusindvis af forladte lejligheder i mere eller mindre beskadiget stand. Og her er ikke en libanesisk politibetjent eller soldat at se i miles omkreds. Her er til gengæld bevæbnede Hizbollahfolk ved alle tilkørselsveje til den smadrede bydel. Papirerne kan hentes efter turen De står to og to under skyggende trækroner eller i betonbygningernes indgangspartier. Nogle i almindeligt tøj, andre helt i sort, der er en slags Hizbollahuniform. Alle er de bevæbnede med automatrifler, Kalashnikov AK-47. »Det er Hizbollahs sikkerhedsfolk, alle de hellige krigere er nede sydpå for at kæmpe mod israelerne«, siger Abdul Aziz, mens vi nærmer os to Hizbollahvagter. De tjekker papirerne helt stilfærdigt og forretningsmæssigt og vil ikke sige et eneste ord om de israelske bombardementer. Her lyder ingen religiøse eller politiske paroler. De vil bare sikre sig, at vi hverken er ude på at plyndre lejligheder, stjæle dokumenter fra det sønderbombede hovedkvarter eller tage billeder af ruinerne, som Israel kan bruge til at bombe videre efter. Derfor beholder de papirerne, som vi pænt må hente, når vi skal ud igen. Faresignaler Inden vi går videre hen imod Abdul Aziz' udbombede boligblok, advarer de to Hizbollahfolk om, at der har fløjet israelske droner -- førerløse fly - over bydelen kort forinden, så der er risiko for et nyt bombeangreb. Derfor skynder vi os også forbi de mennesketomme ruindynger for at få overstået vores ærinde så hurtigt som muligt. Senere samme dag inviterer Hizbollahmilitsen på officiel pressetur rundt i ruinerne. Det foregår et andet sted i den smadrede bydel, for militsens PR-mand skal nok sørge for at holde de mange tv-kameraer langt væk fra Hizbollahs hovedkontor - igen af frygt for, at Israel vil kunne bruge oplysningerne til nye bombetogter. Ingen beboere at tale med Den Hizbollahmand, som styrer presseturen, starter med at kalde de omkring 50 pressefolk sammen. Og så bliver vi på bedste chartermanér og i hæsblæsende tempo ført fra den ene bombede boligblok til den anden. Tempoet frustrerer de mange tv-reportere, alle dramatisk klædt ud med skudsikre veste og nogle med hjelm. De vil have tid til at stille sig i positur foran ruinerne og aflægge ophidsede rapporter til kameraet. Men Hizbollahguiden presser på, taler om nye israelske bombardementer, og får på en halv time flokken tilbage til udgangsstedet - uden at der har været en eneste beboer at tale med, og uden at vi har set nogen af de vigtige bygninger. Til gengæld har vi ikke haft chancen for at lytte efter israelske fly, for på hele turen har vi været ledsaget af en lille lastbil med enorme højttalere på ladet. Herfra har Hizbollahsange runget ud i ørefræsende larm, som giver genlyd mellem murbrokkerne. Angiveligt for at støtte moralen blandt bydelens beboere, men de har været væk i halvanden uge. CNN kom for sent Da turen er slut, dukker CNN op med ung, smuk reporter og stort kamerahold. »For sent igen for tredje dag i træk«, skælder Hizbollahguiden ud. Og her hjælper ingen amerikanske bønner, der bliver ikke arrangeret ekstratur. »Kom igen i morgen, men til tiden«, siger Hizbollahmanden. Det er stort set også det sidste, han får sagt. For nu stikker CNN mikrofonen op i næsen på ham og beder »om en besked til Condoleezza Rice«. Der går som et stød gennem alle tv-folkene, og Hizbollahmanden bliver begravet under en angrebsbølge af mikrofoner og kameraer. Alle vil have det mindste, politiske pip med 'i kassen'. Men der lyder ingen ekstremistiske udfordringer til den amerikanske udenrigsminister. Hizbollahs PR-mand rækker hænderne afværgende i vejret og råber bare: »På gensyn i morgen«. »En flok spioner« Pressefolkene vil nødigt give sig, men et par vrede Hizbollahfolk kommer til - nu må det være nok: »Det er jeres skyld, at israelerne bomber her. Se at komme væk, vi vil ikke have jer her. Sådan en flok spioner«, råber de truende. PR-mandens smil stivner, men han prøver at overdøve dem: »På gensyn i morgen, på gensyn i morgen«.