Beiruts maver og hylder er tomme

»Vi har fået et tæppe at sove på, men hvad hjælper det at have noget at ligge på, når maven er tom?«. Samira Matarija ryster på hovedet, så tørklædet blafrer. I fredags blev taget på hendes hus sprængt i stykker af en israelsk bombe. Siden har hun boet på gulvet i Fakhr al-Din-skolen i det centrale Beirut. 400.000 på flugt Hun er en af de omkring 400.000 mennesker, som de israelske angreb har drevet på flugt fra deres hjem. De libanesiske flygtninge er i løbet af få dage endt i en situation, der er helt anderledes desperat, end de udenlandske statsborgeres, som i tusindvis og under stor mediebevågenhed bliver fragtet ud af Libanon af deres ambassader i store busser, på krigs- og krydstogtskib eller i helikoptere. Udlændingene er hjemme i fredelig idyl i løbet af et døgn eller to, mens ulykkelige libanesiske familier kun har udsigt til at tilbringe de næste uger eller måneder på gulvet i et hjørne af et klasselokale i en af de hundredvis af skoler, som nu bliver omdannet til flygtningelejre. Deres fremtid ligger i bogstaveligste forstand i ruiner. »Her kommer lidt mad en gang imellem, men der er alt for lidt af det«, fortsætter Samira Matarija og bruger et arabisk udtryk for, hvor få forsyninger, der bliver omdelt: »Vi får kun øret af kamelen«. Samira Matarija beklager sig også over, at der ligefrem opstår håndgemæng mellem flygtningene, når den sparsomme mad uddeles, og i den kamp er det ikke let at klare sig for en enke med en søn på 12 år. Og hun har ikke penge til at købe ekstra forsyninger uden for skolen, for »alt er blevet så dyrt«. Situationen desperat Ansigtet under tørklædet afslører, at hun er mager i forvejen. Men for at understrege sin desperate situation klapper hun sig i mavehøjde uden på den lange lysebrune frakke. Libanons humanitære krise er eksploderet lige så voldsomt, som de israelske bomber har hærget landet. Den splittede regering står på ingen måde mål med opgaven. Hjælpearbejdet er overladt til de mange større og mindre organisationer, der til hverdag er det libanesiske samfunds sociale samvittighed - organisationer, som er tilknyttet politiske partier, religiøse grupper eller landets pengestærke forretningsdynastier. En af dem er Islamisk Velgørenhedsfond. Den er sunnimuslimsk, men ikke islamistisk. Den hjalp 1.200 familier med mad før det israelske angreb. Nu har den taget ansvaret for at forsyne tusindvis af flygtninge i seks skoler i Beirut og tre skoler uden for hovedstaden. »Det israelske angreb har gjort situationen desperat på flere måder: Dels er det sværere og sværere at skaffe forsyninger, dels skyder priserne i vejret på det, som kan opdrives«, fortæller organisationens leder af velgørenhedsarbejdet, Haissam Mahmoud. »For eksempel er prisen på en liter mælk steget mere end 100 procent, så den nu koster tre dollar (16 kroner). Og et kilo ris er steget næsten 30 procent til 0,7 dollar (godt 3,50 kroner). Og det kan mærkes, for lige nu skal vi bruge 15 ton ris«, siger Haissam Mahmoud. Vil mangle alt Han klør sig bekymret i nakken, så det korte, grå hår stritter og begynder at diskutere med en medhjælper, som styrer aflæsningen af flere hundrede flasker med madolie fra en lastbil. De gule literflasker bliver stablet ved siden af stakkevis af kasser med kødkonserves, som også skal ud på skolerne. »Pengene? Vores bidragydere er flittige, også med gaver. Et firma har for eksempel lige nu doneret 5.000 pakker med bleer«, siger velgørenhedschefen tilfreds, men skifter så straks udtryk: »Det kan godt være, at bleer lyder småt. Men dette her er en national katastrofe, hvor vi simpelthen kommer til at mangle alt i løbet af ganske kort tid. Den kan vi umuligt klare uden hjælp fra hele verden«. Omfanget af katastrofen bliver også understreget af Imad Ikkawi, som leder den medicinske hjælpeorganisation Folkelig Hjælpekomite. Den driver en række sundhedscentre over hele Libanon, 15 af dem er aktive trods de israelske angreb. Og især i landets sydlige del er arbejdet besværligt: I pauserne mellem beskydning og bombeangreb kører organisationens ambulancer ind og samler sårede op. De kommer i behandling hos læger og sygeplejersker, som frivilligt bemander sundhedscentrene. Apoteker tomme Andre af Folkelig Hjælpekomites centre uddeler gratis medicin. Mange præparater er nemlig blevet en mangelvare, fordi den truende situation har fået folk til at hamstre apotekerne tomme. Derfor er for eksempel insulin en mangelvare i Beirut. Det bliver bekræftet af en ældre kvinde, som standser folk på fortovet for at spørge om de kan hjælpe hende med insulin til sin 40-årige søn, som har diabetes. Han ligger hjemme i lejligheden og har kun en lille smule tilbage - kvinden viser et par centimeter med tommel og pegefinger - og for at kunne spare på det sidste har han ikke spist noget i flere dage. Tilbage på Fakhr al-Din-skolen sidder Samira Matarija på gulvet på sit vattæppe og er lige så sulten: »I starten fik vi lidt mad og vand fra Hizbollah, men det gør vi heller ikke mere«, siger hun beklagende. Dermed rører hun ved et problem, der er blevet ømfindtligt i det libanesiske samfund siden starten på de israelske bombeangreb. Hizbollah, som Israel, EU og USA betragter som en terrorbevægelse, har udført en masse socialt hjælpearbejde blandt de fattige shiamuslimer i det sydlige Beirut. Her driver Hizbollah for eksempel et hospital og flere skoler, ligesom bevægelsen står bag adskillige boligbyggerier og dermed skaffer både husly og arbejdsløn. Hizbollah afvist Men nu er det skoler, sunnimuslimske, kristne og drusiske områder af byen, der må åbne dørene for shiamuslimske flygtninge fra Hizbollahs bombede bydele i det sydlige Beirut. I begyndelsen var det hizbollahfolk, som kørte flygtningene til skolerne, og som gerne ville med inden for portene for at organisere hjælpearbejdet. Det er ikke velset i de andre etniske områder, hvor hizbollahfolkene blev afvist uden for skolegitteret med beskeden: Civile shiamuslimske flygtninge er velkomne, men vi skal nok selv tage os af dem. Det er ikke en sag, som sunnimuslimske og kristne hjælpeorganisationer har lyst til at rode op i lige nu. Derfor faldt svarene i går adskillige gange lidt kryptiske, men med samme indhold: »Når vi påtager os en opgave med at sørge for flygtningene på 'vores' skole, så skal vi nok også selv løse den«. Dermed vil de andre religiøse grupper ikke røre ved eller samarbejde med Hizbollah i øjeblikket - selv om Samira Matarija nok ikke er enig, når hun i aften må lægge sig til at sove på gulvet på Fakhr al-Din-skolen med rumlende mave endnu en gang.