Ét missil udslettede familie på 23 medlemmer

»31 civile dræbt af israelske bombardementer i Libanon i dag ...«. »28 libanesere mistede livet ...«. »56 civile libanesere dræbt i dag ...«. 292 libanesere er blevet dræbt i den seneste uge. De daglige opremsninger af civile tab er efterhånden bare blevet en række tal, der flimrer forbi. Derfor er det chokerende nærværende at stirre ind i Hiba Kassems alvorlige brune øjne, mens hun stille fortæller om, hvordan hendes moster, mosterens fire børn og mand og begge svigerforældre brændte ihjel, da deres bil blev ramt af et israelsk missil i det sydlige Libanon for fire dage siden. Hele den gren af Hiba Kassems familie blev udslettet i lørdags - i alt 23 personer, fordelt i to biler, som blev ramt af israelsk beskydning. Kun en lille pige overlevede. Fik advarsel via højtalere Hiba Kassem kommer fra landsbyen Marouahine lige nord for grænsen til Israel, så tæt på, at beboerne kan kikke ind »i Palæstina«, som de kalder naboen i syd. Marouahine er en af en lille gruppe på seks sunnimuslimske landsbyer i det sydlige Libanon. Den del af landet er ellers domineret af shiamuslimer og den shiamuslimske Hizbollahmilits. Da angrebet på Hizbollah begyndte for en uge siden, skånede det israelske militær de sunnimuslimske landsbyer. Men natten til lørdag brugte shiamilitsen angiveligt det sunnimuslimske område til at affyre raketter mod Israel. »Det var i hvert fald ikke fra vores landsby, for vi er sunnimuslimer og der er ikke et eneste Hizbollahmedlem hos os«, siger Hiba Kassem og tilføjer: »Det må være sket fra områder bagved«. Resultatet var, at israelske tropper via højtalere gav landsbyboerne i Marouahine to timer til at forlade deres huse, for nu skulle landsbyen bombes som gengæld. Vil ikke græde »Alle blev bange, og mange gik hen til et sted i nærheden, hvor der er en base med FN-soldater, for at få beskyttelse. Men FN-soldaterne ville ikke lukke dem ind«, beretter Hiba Kassem. »Så besluttede min mosters svigerfar at læsse hele familien på sin lastbil og køre væk - ligesom israelerne havde sagt, de skulle gøre. Det var ham selv, Ali Kamal Abdullah, hans kone og mor, samt fem børn og svigerbørn - deriblandt min moster - og otte børnebørn«. »Men de var ikke kommet ret langt væk, før der kom et israelsk luftangreb. Et missil ramte lastbilen, så den eksploderede. Alle kunne se det, for det var en lastbil med åbent lad. Og nogle af ligene var så forbrændte, at de ikke var til at kende bagefter. Ja, der er endda et lig, som er brændt helt væk, for et af de små børn er helt forsvundet. Kun en lille pige på tre år overlevede, men hun er alvorligt såret«. Hiba Kassem er 22 år og fast besluttet på at fortælle historien, uden at der skal falde en eneste tåre. Øjnene bliver bare større og større og mere og mere fjerne. Civile spørgsmål Men så langt henne i beretningen bliver hun nærværende igen, og de mørke bryn bliver rynket i vrede: »Hvorfor skulle det ske? Svar mig på det! De gjorde jo bare, som israelerne sagde. Og hvad med FN - hvorfor ville de ikke beskytte landsbyboerne? Og hvorfor brændte alle menneskene i bilen, der må have været noget særligt ligesom napalm i raketten?«. Civile spørgsmål i en krig, som aldrig vil blive besvaret. Dagen efter blev de overlevende landsbyboere hentet i busser fra den myrdede ministerpræsident Hariris hjælpeorganisation og kørt til Saida på Libanons vestkyst. Kun en gedehyrde og tre gamle mænd blev tilbage i området, mens israelerne bombede landsbyen sønder og sammen, »selv moskeen er jævnet med jorden«. Hiba er nu kommet til Beirut sammen med sin mand, og de bor på en af de skoler, der er indrettet til flygtningelejr, sammen med andre fra landsbyen. De har ingen ide om, hvornår de kan komme hjem. Men der er egentlig heller ikke noget at komme hjem til.