Første livstegn fra kidnappet soldat

FN distribuerer fødevarer i Gaza. Her slæber en dreng af sted med en sæk mel.   Foto: Kevin Frayer/AP
FN distribuerer fødevarer i Gaza. Her slæber en dreng af sted med en sæk mel. Foto: Kevin Frayer/AP
Lyt til artiklen

Den kidnappede israelske soldat, Gilad Shalit, der siden søndag har været holdt af tre væbnede islamiske grupper i Gaza, er såret, men hans tilstand er stabil. Det siger en palæstinensisk minister. Ziad Abu Ein, der er viceminister med ansvar for de palæstinensiske fanger i de israelske fængsler, indkaldte til pressemøde i Ramallah på Vestbredden. »Han er såret tre steder, jeg går ud fra, at han er blevet ramt af granatsplinter«, sagde den palæstinensiske minister. Såret i maven Han sagde, at han havde oplysninger om den kidnappede israelske soldats tilstand fra »mellemmænd«, og at soldaten blev såret blandt andet i maven, da han blev taget til fange. Men ifølge Abu Ein har Gilad Shalit det godt, og han er blevet tilset af en palæstinensisk læge. Det var den første melding om Gilad Shalits tilstand, siden han blev kidnappet søndag i forbindelse med et palæstinensisk bagholdsangreb på en israelske grænsepost nær grænsen mellem Gaza og Israel. Tre væbnede islamiske grupper - heriblandt Hamasbevægelsens Izzadin el-Qassam Brigader - tog ansvar for angrebet og kidnapningen. Hidtil har de tre grupper krævet, at Israel skulle løslade samtlige palæstinensiske kvinder og unge under 18 fra israelske fængsler til gengæld for informationer om soldatens tilstand. Natten til lørdag udsendte de tre grupper endnu en meddelelse. De fordømte Israels fortsatte militæraktioner i Gaza samtidig med, at der foregår diplomatiske forsøg på at løse krisen. Nye krav De tre grupper stillede et nyt krav. Til gengæld for Gilad Shalits løsladelse kræver de nu ikke kun kvinder og unge, men yderligere 1.000 palæstinensiske fanger frigivet. Israel tilbageholder omkring 5.000 palæstinensere. Det israelske udenrigsministeriums talsmand, Marc Regev, svarede på kidnappernes udspil med en klar afvisning: »Ministerpræsident Ehud Olmert har sagt, at der ikke bliver nogen handel. Enten bliver Gilad Shalit løsladt, eller også vil vi sørge for, at han bliver løsladt«. Uanset at Israel fastholder, at der ikke vil blive handlet eller forhandlet, syntes det klart, at der foregår heftig diplomatisk aktivitet på forskellige planer. Egyptens efterretningschef Omar Suliman forventedes at komme til Gaza med hovedpunkterne af en aftale. »De kommende timer er kritiske, følsomme og alvorlige, og selv om der stadig forsøges, er der endnu ikke nået en løsning, alle kan acceptere«, sagde den palæstinensiske ministerpræsident, Mahmoud Abbas, i en meddelelse. Israelske kampfly angreb i de tidlige morgentimer yderligere en Hamas-træningslejr i Gaza, hvorved et hus blev skudt i brand. Ingen kom noget til. Den israelske internetavis Y-net skrev i går, at Israel i de seneste 24 timer har affyret over 350 granater mod områder, der bruges til affyring af Qassam-raketter fra Gaza ind i Israel.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her