Racistisk vold plager VM-værtslandet

Den nyopførte, elegante banegård i Lichtenberg er ved at drukne i VM-flag: Alle deltagende landes faner hænger i guirlander på kryds og tværs i det store rum. Fodboldfestens motto er 'Verden er gæst blandt venner'. Men gode venner har ikke brug for den massive politibeskyttelse, der hygger om de rejsende her på banegården. Indenfor patruljerende betjente - udenfor mandskabsvogne og patruljebiler. Lichtenberg er den kommune i Berlin, der høster flest højreekstreme stemmer. Ved sidste valg stemte 3,3 procent af vælgerne på det nynazistiske NPD og 1,3 procent på det konkurrerende parti Republikanerne. Angrebet med flaske 19. maj fik Giyasettin Sayan nærkontakt med et par af disse vælgere. Da han sent på aftenen gik hen til sin bil uden for banegården, passede to unge racister ham op og smadrede en flaske i hovedet på ham. De maste den ind i hans ansigt og krop, mens de pryglede ham, til han lå på jorden. »Skide tyrker, vi skal nok få has på dig!«, råbte de efter den hårdt sårede mand. Sayan er valgt i Lichtenberg for Venstrepartiet. Han sidder i Berlins borgerrepræsentation og dermed i delstaten Berlins parlament. Han er et kendt ansigt, og de højreekstreme har tidligere været ude efter ham, dog indtil denne søndag uden held. Få udlændinge Banegården er nynazisternes højborg. Eller var det indtil overfaldet på Sayan. Nu sørger politiet for, at de ikke viser sig i gadebilledet ved højlys dag. Bydelen er på ingen måde hærget. Gader og huse virker velholdte. Der er tyrkiske grønthandlere og grillbarer, mødre med børn, blomsterhandlere og et marked med fisk og sjældne oste. Der er ikke påfaldende mange udlændige i Lichtenberg: 7,4 procent af bydelens små 260.000 indbyggere er fremmede. Gennemsnittet i hele Berlin er næsten det dobbelte: 13 procent. Tre teenagere med strutskørter og stumpetrøjer slår tiden ihjel foran et supermarked. Patruljebilen stopper. Politiet vil gerne se deres identitetspapirer. Pigerne er farvede, de har prøvet det før. De er fuldstændig ligeglade og har selvfølgelig ingen papirer på sig. Betjentene giver op, og pigerne kan fordufte. De fattige De fører mig hen til de fattige. I en sidegade ligger en lille protestantisk kirke, Til Barmhjertighed hedder den. De fattige står i flokke udenfor. Det er dem, højreekstremisterne hader. Der er mænd og kvinder mellem hinanden. Pigerne med strutskørter forsvinder i virvaret af mennesker. Stort set ingen taler et ord tysk - »Nix deutsch«, er standardsvaret. Det er mennesker fra Østeuropa, fra Polen, Ukraine, Rusland måske. Overvægtige koner, tynde mænd med spillende øjne. Slidt tøj og skod i munden. »Politikernes skyld« En 65-årig tysk kvinde, der er stedets spilfordeler, fortæller, at her kommer de fattige hver torsdag. Mange har ikke råd til at blive boende i deres lejligheder, fortæller hun, og de har ikke til dagen og vejen. Kvinden, der ikke ønsker at opgive sit navn, siger, at Arbejdsformidlingen skal attestere, at de er ledige. Så kan de her for en euro (7,50 kroner) fylde deres indkøbsvogne og plasticposer med frugt, grønt, brød og mejerivarer nok til en hel uge. »Der er mange af dem her i området. Man skal ikke gå alene rundt i kvarteret her om aftenen - og slet ikke på banegården«, siger kvinden. »Det er meget enkelt: Jo mindre arbejde, der er, jo oftere slutter de unge sig til dem.«. Hun omtaler hele tiden nynazisterne som »dem«. »Den tyske politik skaber dem«, siger hun. »Der er intet arbejde til folk«. Fars dag Kristi himmelfartsdag er også Fars dag, og den dag flyder fars øl særlig rigeligt i Tyskland. Det betyder, at nynazisterne går amok overalt, og det går hver eneste gang ud over de fremmede, dem med en forkert hudfarve eller et uforskammet efternavn. I Goethes hjemby Weimar i Thüringen angreb en gruppe unge tyskere en 46-årig mozambiquer og to andre sorte og slog dem halvt fordærvede. Gerningsmændene blev, som det ofte er tilfældet med højreekstreme, hurtigt fanget og står til hårde straffe. Kristi himmelfartsdag var også sidste opvarmning før VM, der for højreekstremister, skinheads og hooligans bliver et månedslangt drukorgie. Volden ude af kontrol Der sker næsten tre voldelige overfald om dagen i Tyskland, og tendensen er stigende. Det er en kendsgerning, at volden er kommet helt ud af kontrol. Den er ikke en trussel mod det tyske demokrati, som den var det i 1930'erne. Men den er en trussel mod samfundet. Den rammer overalt i landet. Selv om volden er værst i det tidligere Østtyskland, går den egentlige grænse interessant nok mellem det protestantiske nord og det katolske syd. I syd er folk mere engagerede i kampen mod ekstremismen. Her får den svar på tiltale. Aviser taler åbenlyst om 'frivillig apartheid': Farvede og fremmede ved, hvor de ikke skal komme. For eksempel på banegården i Lichtenberg eller i en af de 16 byer i Brandenburg, som efterretningstjenesten med skam har måttet udpege. Kevins skæbne Endnu et eksempel på den vold, der rammer Tysklands farvede befolkning hårdt for tiden: I byen Magdeburg i Sachsen-Anhalt var den 12-årige Kevin på vej hjem med bussen. Klokken er halv otte. Kevins forældre er skilt, og drengen bor på et børnehjem. Kevins mor er tysker, hans far er etiopier. Fem drenge i alderen fra 14 til 20 er også steget på, og de stiger af sammen med Kevin. Mishandling i fem kvarter Den 20-årige Francesco L. fører an, da de standser Kevin med en gaspistol. Derefter følger et voldsorgie, der varer i 75 minutter. Lægerne konstaterede 34 forskellige sår på drengen. Kevin bliver pryglet, brændt med cigaretter og mishandlet med en knust ølflaske i ansigtet. Han bliver sparket, overpisset og trådt på. Til sidste forsøger Francesco L. at kvæle ham. Men lige med ét holder drengene inde, og Kevin bliver båret tilbage til sit børnehjem med den besked, at han skal holde kæft, ellers ... De fem unge fik op til tre år og seks måneders fængsel i sidste måned. Holder lav profil Også i det sydøstlige Brandenburg i amtet Oberspreewald-Lausitz står de højreekstreme stærkt. I byen Vetschau lige uden for Cottbus fik det nynazistiske parti DVU - i dag et søsterparti til NPD - næsten 8 procent af stemmerne ved det sidste valg i september 2004. Men heller ikke her gør de et stort nummer ud af sig selv ved højlys dag. I byens kombinerede posthus og boghandel siger ejeren, en kraftig 36-årig mand: »Der er mange højreekstremister i Vetschau. Men de demonstrerer ikke deres styrke åbenlyst. De har fået dannet deres verdensbillede i DDR, der officielt var antifascistisk. Derfor forveksler de deres nazisme med frihed«. Ingeniør pryglet I et autoværksted står en 40-årig mand og pudser ihærdigt på sin Fiat Stilo. Vi taler om overfaldet i april på en 39-årig sort tysk ingeniør i Potsdam. Han blev pryglet halvt ihjel af to racister, der kaldte ham et sort svin. »Vi kender ikke sagen til bunds«, siger den 40-årige. »Mon ikke det hele startede som et værtshusskænderi?« »Racisme? Det ved jeg ikke«Var det ikke racisme?

»Racisme? Nej, det ved jeg ærlig talt ikke. Hør nu, man taler så meget om fremmedfjendtlighed i Tyskland. Men de fremmede kommer her og tager vores arbejdspladser. Det er vel ikke så underligt, at vi gerne ser, at de forsvinder«. Ingeniøren var tysker, ikke fremmed...

»Ja, det siger man jo, men han var fra Etiopien«, siger han og ryster på hovedet, så tjavserne svæver frit i luften.