Gensyn med kvinden, der stoppede stening

Husker du Amina Lawal? Måske ikke navnet, men så sagen: Lawal blev verdensberømt som kvinden, der skulle stenes ihjel for sex uden for ægteskabet. Hun var et offer for en potent blanding af politik og islam i det nordlige Nigeria, hvor religiøse og politiske sammenstød de seneste ti år har kostet over 10.000 livet. Lawal var også et eksempel på, hvor forbløffende ofte kultur og jura er indrettet, så kvinder står svagere end mænd. Trods sin oprindelige tilståelse slap faren til hendes barn ustraffet efter at have svoret sin uskyld med hånden på Koranen. Ifølge islamisk sharialov ville han derefter kun kunne dømmes, hvis fire uafhængige vidner havde været tæt nok på samlejet til at se hans penis i skeden. Amina Lawal, derimod, bar som kvinde på det afgørende bevis i 'Bilag nummer 1', som hendes datter var omtalt i sagens akter. Sådan rummede sagen tilstrækkeligt med sex og særheder til, at uoverskuelige emner som en politisk-religiøs afrikansk konflikt og den globale diskrimination af kvinder pludselig havnede i alverdens tv-nyheder. Til København Det sørgelige var, selvfølgelig, ud over Amina Lawals ufattelige traumer, at det nok engang var et offer, der blev Afrikas ansigt. For sagens anden hovedperson var en fornem repræsentant for den fremdrift, der også findes i alverdens udviklingslande. Bag Amina Lawal stod advokaten Hauwa Ibrahim, der med juridisk tæft og en fremragende fornemmelse for sagens politiske dimensioner til slut fik sin klient frikendt. Hun repræsenterer den anden og langt mere interessante yderlighed i kønsrollerne i ulandene: På trods af de ganske massive forsøg på at holde dem nede, er det ofte kvinder, der står for nogle af de mest overbevisende og helhjertede præstationer i udvikling. Hun fik sidste år Europaparlamentets Sakharovpris for sin indsats for menneskerettigheder. Derfor var Hauwa Ibrahim et naturligt valg til kapitlet om ligestilling i en ny bog om udvikling, 'Turen går til en mindre skæv verden'. Og derfor dukker hun på torsdag op i København for at medvirke ved lanceringen af bogen, der har et ganske ambitiøst mål: Det er en rejseguide - i det kendte format og design fra Politikens Forlag - til FN's såkaldte '2015 Mål om udvikling'. Gennem ofte personlige historier som Hauwa Ibrahim forklarer bogen, hvorfor gennemførelse af mål som bekæmpelse af fattigdom og sygdom og en større satsning på uddannelse gør udvikling af Afrika, Asien og Latinamerika både mulig og nødvendig. På sin egen krop Hauwa Ibrahim havde én altoverskyggende fordel i sin kamp for at redde Amina Lawals liv: Hun havde selv både oplevet og overvundet de massive forhindringer, som piger og kvinder i udviklingslandene ofte må igennem for at avancere fra deres startplacering bagest i feltet. Hauwa Ibrahim voksede op i en landsby i det nordlige Nigeria, hvor piger gerne bliver gift som 13-årige. Derved mindsker man risikoen for, at de bliver gravide før ægteskabet. Moderne udviklingsteoretikere ville fremhæve, at man kan nå samme mål gennem uddannelse og prævention. Men i Hauwa Ibrahims landsby mener man, at kontrol er bedre end tillid. Brudeparrets lagen bliver stadigt vist frem morgenen efter bryllupsnatten, så alle kan tjekke blodsporene fra jomfruhinden. »I min landsby var det ikke meningen, at piger skulle have en uddannelse. Så min søster og jeg var meget privilegerede, at vi fik lov at gå seks år i skole. Men det var på den betingelse, at vi umiddelbart bagefter skulle giftes væk, hvis en mand skulle være interesseret«, fortæller Hauwa Ibrahim i bogen. Lovet til farens ven Hun snød både faderen og systemet. Fra syvårsalderen formodes piger at spare op til potter og pander til deres fremtidige hjem. Hauwa Ibrahim brugte sit overskud fra gadehandel med jordnødder og grøntsager til at fortsætte i skolen, mens familien desperat ledte efter en mand til hende. Meget senere, da hun var nået frem til jurastudierne på universitetet, lovede hendes far hende væk til en af sine venner, der var ivrig efter at få Hauwa Ibrahim som sin fjerde kone. I ren desperation giftede hun sig med en lektor på universitetet. »Jeg elskede ham ikke. Men jeg var bange for at blive giftet væk til en mand, der kunne have været min far. Så ville jeg være rykket tilbage til start«. Slået af sin mand Ægteskabet kom aldrig til at blomstre i skyggerne fra Hauwa Ibrahims konservative opvækst. »Jeg havde lært, at sex med en mand er forkert. Så selv efter jeg blev gift, troede jeg, det var forbudt. Ingen havde fortalt mig, at det er i orden med din mand. Han blev meget aggressiv, fordi han ikke fik, hvad han mente at have ret til og begyndte at slå mig. Jo mere han slog, jo mere afskyede jeg ham. Og tre gange endte jeg på hospitalet«. Hauwa Ibrahim flygtede til slut fra sin voldelige mand. Det synes ikke at være nogen tilfældighed, at hendes næste mand var en udlænding, en italiensk bygningsarbejder, der var kommet til Nigeria som 20-årig og siden havde åbnet sit eget entreprenørfirma. »Han var også et stædigt barn og havde forladt Italien lige efter skolen. Jeg var meget tiltrukket af ham, fordi han var ærlig, ligefrem og til at stole på. Så jeg regnede ham for et godt parti. Selv om han var kendt som en casanova, accepterede han, at vi ikke kunne gå i seng sammen, før vi var blevet gift. Så vi nøjedes med at gå ud sammen i tre år, mens han ventede på sin skilsmisse. Bagefter var han meget tålmodig og lærte mig, at det ikke er forkert at have sex«. Reddet af uddannelse Hauwa Ibrahim er ikke selv i tvivl om, at uddannelse er den afgørende årsag til, at hun til slut kunne folde sig ud som kvinde, som mor og - mere indlysende - som advokat. I hendes verden hænger de tre ting uløseligt sammen. I barndommen var uddannelse alternativet til at blive barnebrud. Hendes skolegang skaffede hende siden ind på universitetet, hvor hun for første gang så et alternativ til livet i hendes stærkt konservative landsby. Og hendes status som en af de første kvindelige advokater i det nordlige Nigeria gav hende så meget selvbevidsthed, at hun kunne begynde at stille krav til mændene i sit liv. Det fortæller hun alt sammen meget mere om på torsdag i Pressen - Politikens nye foredragssal på Rådhuspladsen.