Dusinvis af maskerede medlemmer af de palæstinensiske sikkerhedsstyrker stormede en regeringsbygning i Gaza og krævede, at den Hamas-ledede regering, der er under stærkt økonomisk pres, udbetaler deres manglende lønninger. »Betal os eller gå af«, råbte demonstranterne i byen Khan Yunis. Det var den største demonstration af sin art, siden den militante islamiske gruppe overtog magten i det palæstinensiske selvstyre efter valgsejren i januar. De mange politifolk og soldater brød ind i en regeringsbygning, hvor de besatte kontorer og tvang ansatte til at forlade bygningen. Nogle af mændene affyrede skud op i luften. De blokerede også en hovedvej mod Rafah i den sydlige del af Gaza tæt på grænsen til Egypten. Ingen løn i to uger Lønudbetalingen til de 140.000 ansatte på det palæstinensiske selvstyres lønningsliste skulle have fundet sted for to uger siden. USA og EU har lukket for hjælpen til selvstyret, fordi Hamas-regeringen ikke har efterkommet de internationale krav om at standse volden, anerkende Israel og indvilge i at overholde midlertidige fredsaftaler. »Økonomien er lammet. Vi kan ikke købe dagligvarer, fordi ingen vil give os kredit. Taxachauffører vil ikke samle os op, fordi vi ikke har nogen penge«, fortæller Abu Mohammed, der står i spidsen for demonstranterne, som mestendels kommer fra Hamas' ærkerival, Fatah-bevægelsen. »Dette er blot det første skridt«, tilføjede han. Rystet og målløs Den palæstinensiske finansminister, Omar Abdel-Razek fra Hamas, udtaler til den arabiske satellit-tv-station Al-Jazeera, at han er »rystet og målløs« over demonstrationen i Khan Younis. »Alle ved, at det (det økonomiske pres, red.) er resultatet af den undertrykkende isolation, som det palæstinensiske folk og regeringen er ofre for. De ved alle sammen, at pengekassen er tom ... og vi har ikke råd til at udbetale lønninger«, siger han. Ifølge Hamas overtog den nye regering et selvstyre med en tom pengekasse og mere end 1,3 milliarder dollar (mere end 8 mia. kroner) i gæld. Hamas vandt valget på løfter om at komme korruptionen i regeringen til livs og fortsætte den væbnede kamp mod Israel. Ifølge Abdel-Razek er der tale om »økonomisk krig« mod det palæstinensiske selvstyre fra USA's side. Han siger, at Hamas ikke vil give efter for pres og komme med politiske indrømmelser og opfordrer arabiske regeringer til snarest muligt at sende økonomisk hjælp. Hamas har stået bag knap 60 selvmordsbombeangreb i Israel siden en palæstinensisk opstand for seks år siden, men har i store træk overholdt den fredsaftale, der blev indgået for et år siden. I fredags sagde ministerpræsident Ismael Haniyeh, at økonomisk pres fra en »uhellig alliance«, anført af USA, ikke ville få den nye Hamas-regering ned med nakken, og at det palæstinensiske folk vil kæmpe til det sidste for at bevare Hamas ved magten: »Vi vil spise madolie og oliven«, sagde han. Titusinder af Hamas-tilhængere strømmede ud på gaderne i Gaza efter fredagsbønnen for at deltage i demonstrationer mod fratagelsen af den økonomiske støtte fra USA og EU.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Interview
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























