Rusland forsvarer politiaktion i Minsk

Politiets rydning af demonstrationen i Minsk foregik relativt fredeligt, fortæller folk fra Oktoberpladsen i Minsk. - Foto: AP
Politiets rydning af demonstrationen i Minsk foregik relativt fredeligt, fortæller folk fra Oktoberpladsen i Minsk. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Vestlige fordømmelser regner ned over Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko, efter at han natten til i dag satte uropoliti ind mod oppositionsfolk, der demonstrerede på Oktoberpladsen i Minsk. Men Rusland, der er en af Lukasjenkos eneste støtter i udlandet, forsvarer politiaktionen og retter i stedet et angreb på Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE). Organisationen har ubeføjet beskyldt Lukasjenko for at have manipuleret resultatet af det valg, der i weekenden sikrede ham endnu fem år ved magten, lyder det fra russerne. Anklager mod OSCE Den russiske udenrigsminister Lavrov beskylder samtidig OSCE for at fiske i rørt vande. »OSCE s Kontor for Demokratiske Institutioner og Menneskerettigheder havde længe inden valget erklæret, at det ville være illegitimt«, siger han. Han mener, at OSCE bærer skyld for at have »ophidse gemytterne« i landet. Omkring 100 kampklædte hviderussiske betjente blev i de tidlige morgentimer sat ind mod oppositionsfolkene på Oktoberpladsen. En efter en blev de omkring 200 demonstranter ført ind i politiets busser, men selve anholdelserne på pladsen foregik fredeligt, rapporterer Ritzaus udsendte i Minsk. Lavrov: Rydning var berettiget Og den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, mener, at det var fuldt berettiget, at demonstranterne blev fjernte fra Oktoberpladsen. »Jeg ville ikke kalde det, jeg så på tv, for en tvangsmæssig fjernelse af mennesker eller sige, at der blev brugt magt. Og jeg mener ikke, at demonstranterne havde bedt om tilladelse til at gennemføre deres møde«, siger han. Ifølge Hvideruslands valgkommission sikrede præsident Lukasjenko, der er blevet kaldt Europas sidste diktator, sig 82,6 pct. af stemmerne ved søndagens valg. Mundhuggeri mellem Moskva og Washington Valget, som i en række vestlige landet bliver bedømt til at have været et fupvalg, har ført til et stigende mundhuggeri mellem USA og Rusland. I går tog Andrej Popov, talsmand for det russiske udenrigsministerium, bladet fra munden. »Hvideruslands befolkning har foretaget deres valg, og det er i den forbindelse helt og aldeles irrelevant om USA kan lide det valg eller ej«, sagde han. Amerikansk fordømmelse I dag har det amerikanske udenrigsministerium været hurtig til at fordømme nattens politiaktion i Minsk. »Vi er oprørte over opløsningen af demonstrationer og tilbageholdelsen af demonstranter i Hviderusland«, siger Janelle Hironimus, talskvinde for udenrigsministeriet i Washington. »Som vi tidligere har sagt, så fordømmer vi alle den hviderussiske regerings tiltag, der har til formål at fratage landets indbyggere rettes til at udtrykke deres holdninger«, siger hun. Hård kritik fra EU EU har lagt sig på linje med amerikanerne og har i dag på topmødet i Bruxelles vedtaget at indføre en række sanktioner mod Hviderusland. De 25 EU-ledere har samtidig taget afstand til opløsningen af den fredelige demonstration på Oktoberpladsen og kræver, at de anholdte bliver løsladt. Sanktionerne mod Hviderusland vil blive koordineret med EU s internationale partnere, især USA, forlyder det fra Bruxelles.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her