En bølge af presseundertrykkelse skyller ind over en række muslimske lande i kølvandet på affæren om de danske satiretegninger af profeten Muhammed. Ifølge organisationen Journalister uden Grænser er i alt 14 aviser og nyhedsmagasiner i Algeriet, Marokko, Jordan, Yemen, Malaysia og Indonesien blevet lukket, fordi de har genoptrykt tegningerne. I Algeriet og Yemen er mindst seks journalister blevet spærret inde af samme grund - blandt dem er Muhammad al-Asadi, chefredaktør for den engelsksprogede ugeavis Yemen Observer, der dog er blevet løsladt mod kaution. Afviser dødsstraf Tidligere forlød det, at al-Asadi risikerede dødsstraf. Men det afviser Journalister uden Grænser over for Politiken. »Vi har talt med vores repræsentant i Sanaa (Yemens hovedstad, red.), og han oplyser, at det ikke passer, at den offentlige anklager skulle have krævet dødsstraf, sådan som nogle medier har rapporteret. Redaktøren er sammen med tre andre journalister blevet løsladt, mens de afventer dom i sagen, som formentlig afsluttes i næste uge«, siger Lynn Tehini, ansvarlig for Mellemøsten i Journalister uden Grænsers hovedkontor i Paris. Hun understreger, at den gode nyhed dog ikke bør overskygge den massive undertrykkelse, der rent faktisk hagler ned over journalister og mediefolk i de muslimske lande i disse dage: »Vi frygter, at regimerne i de arabiske og muslimske lande - der ofte er diktaturer, hvor ytringsfriheden i forvejen har trange kår - bruger tegningerne som endnu undskyldning til at undertrykke journalisterne og knægte presse- og ytringsfriheden«. »De demonstrationer, der har fundet sted, har i vid udstrækning været på foranledning af disse regimer, der har grebet lejligheden til at spille ofre over for denne 'vestlige smædekampagne'. Og de har benyttet lejligheden til at gøre en række regnskaber op ved at arrestere journalister, som i forvejen generede dem«, siger hun. Kræver avisen lukket Muhammed al-Asadi blev anholdt i sidste måned, da hans avis havde bragt tegningerne som illustration til en historie om, hvordan omverdenen havde reageret på Jyllands-Postens tegninger. Efter eget udsagn fordømte avisen tegningerne, som den bragte i frimærkestørrelse og slørede med et sort kryds. Alligevel blev al-Asadi anholdt og sigtet for brud på en presselov, der forbyder offentliggørelse af alt materiale, der krænker islam. Samtidig blev Yemen Observers licens til at udgive aviser inddraget. Kræver avisen lukket Ved et retsmøde i Sanaa onsdag krævede 21 anklagere avisen lukket permanent og al-Asadi straffet. Deres juridiske argumenter var hentet i historier om profeten Muhammeds liv. De mindede domstolen om, at en kvinde i sin tid havde fornærmet Muhammed, hvilket kostede hende livet. Muhammed roste efterfølgende hendes bøddel, påpegede anklagerne. Det var den sammenligning, der fik redaktøren selv og flere udenlandske medier til at frygte, at anklagerne kræver dødsstraf. Men det var tilsyneladende en fejlfortolkning. Ifølge New York Times, som al-Asadi tidligere har arbejdet for, risikerer han 'kun' et års fængsel og en bøde. Samtidig vil anklagerne have avisen lukket, og alle dens aktiver solgt. Herhjemme kræver flere partier, at Udenrigsministeriet holder et skarpt øje med retssagen mod Al-Asadis. »Alene det at der anlægges en straffesag mod redaktøren er helt ude af takt med vores opfattelse af ytringsfrihed«, siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Han vil bede udenrigsminister Per Stig Møller (K) om at redegøre for sagen på det næste møde i Folketingets udenrigspolitiske nævn. Også SF-formand Villy Søvndal opfordrer den danske regering til at holde øje med sagen. »Det har vi en særlig forpligtelse til i netop denne sag«, siger Søvndal.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























