De udenlandske efterretningstjenester kan gøre lige, hvad de vil, når de befinder sig i europæiske lande. Kontrollen er stort set ikke-eksisterende, lyder konklusionen i en rapport fra Europarådet. »Gode jagtmarker« Resultatet har været imødeset med spænding, fordi rapporten også fokuserer på den amerikanske efterretningstjeneste CIA, der er under mistanke for ulovlige fangetransporter i Europa. Men rapporten lader i første omgang CIA gå fri. Rådets generalsekretær, Terry Davis, konstaterer, at et flertal af de europæiske lande har kontrolsystemer, der sørger for, at de nationale efterretningstjenester bliver holdt i ørerne. Men gæstende tjenester lader man være i fred: »Europa ser ud til at være gode jagtmarker for udenlandske efterretningstjenester. Der er stort set ikke et eneste europæisk land, der følger med i, hvad tjenesterne foretager sig på deres territorium«, siger Terry Davis. Sikkerhedsprocedurer nødvendige Han tilføjer, at det er nødvendigt at oprette sikkerhedsprocedurer for at forhindre misbrug af de lempelige forhold for tjenesterne. Og så peger Davis på, at nationale regelsæt om immunitet skaber »store forhindringer for en effektiv håndhævelse af loven i forhold til de udenlandske agenters aktiviteter«. Eller m.a.o., at de udenlandske tjenester groft sagt handler uden ansvar for loven i de europæiske lande. »Immunitet bør ikke være ensbetydende med frihed for straf«, påpeger Davis. Frit spil i Tyskland og Italien Terry Davis er ikke bleg for at udpege lande til skammekrogen: Han udpeger Bosnien-Hercegovina, Tyskland, Italien og Makedonien som lande, hvor efterretningstjenester med størst sandsynlighed har huseret i fred og ro. Og han fremhæver i samme åndedrag, at kun Ungarn har et kontrolsystem, der har ansvar for at holde øje med både den nationale og de udenlandske efterretningstjenesters aktiviteter. Flere lande skal uddybe Europarådet bad i november sidste år alle medlemslande undersøge anklagerne om, at CIA i hemmelighed har oprettet fængsler i Europa, samt bortført og transporteret fanger via en række europæiske lufthavne. Adskillige fly, der ejes af CIA-dækselskaber, har siden 2001 overfløjet dansk luftrum samt i et enkelt tilfælde landet i København. Terry Davis glæder sig over, at alle 46 lande i Europarådet havde svaret på hans henvendelse. Ingen beviser for CIA-fængsler Til gengæld kan flere lande se frem til endnu et brev fra Davis, da landenes svar ikke har været fyldestgørende. Det gælder bl.a. for Italien, Bosnien, Makedonien og Polen. Hvad angår CIA, har Europarådets særlige efterforsker, schweizeren Dick Marty, ikke fundet afgørende beviser for, at der findes hemmelige CIA-fængsler i Europa. Menneskeretsorganisationen Human Rights Watch har fremført, at den har stærke indicier på, at CIA har flyttet mistænkte fra Afghanistan til hemmelige faciliteter i Polen og Rumænien. Begge lande afviser påstanden. Beviser for bortførelser Dick Marty menes til gengæld at kunne bevise, at CIA har bortført over 100 mennesker i Europa og sendt dem til andre lande, hvor de er blevet udsat for tortur og ydmygende behandling. Den amerikanske udenrigsminister Condoleeza Rice har erkendt, at USA i visse tilfælde transporterer fanger til andre lande til forhør. Men hun har afvist, at der bliver anvendt tortur under forhørene. Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller (K), har i en redegørelse skrevet til Europarådet, at »den danske regering har ingen viden om sådanne tilfælde af ulovlig frihedsberøvelse«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























