Fjenden kan antage mange skikkelser, lyder devisen i den kinesiske etpartistat. Og i sin iver efter at kontrollere befolkningens kommunikation har de kinesiske myndigheder nu optrappet kampen mod de små tekstbeskeder, SMS'er, der bliver sendt mellem mobiltelefoner. Myndighederne er ude efter svindel, pornografi og andre »usunde elementer«, har viceminister Wu Heping fra Ministeriet for Offentlig Sikkerhed forklaret. 2.800 overvågningscentre Og der er noget at tage fat på: I 2004 sendte kineserne ikke færre end 220 milliarder SMS'er, og tallet er stigende som andre steder i verden. Derfor eksisterer der nu ifølge menneskerettighedsorganisationen Reporters Without Borders mindst 2.800 overvågningscentre, der holder øje med de små tekstbeskeder. Og jagten giver udbytte: Fra november til midten af december fangede kinesisk politi 107.000 ulovlige beskeder og lukkede knap 10.000 mobiltelefoner. Ifølge de kinesiske myndigheder stammer de fleste ulovlige SMS'er fra falske banker, ulovlige lotterier, prostitution og pornografi. Men cirka hver fjerde SMS relaterer sig til, hvad Wu Heping ifølge avisen International Herald Tribune kalder andre forbrydelser - uden dog at ville gå i detaljer med, hvad det dækker over. Systemkritik tjekkes også Men fortalere for ytringsfrihed er ikke i tvivl om, at det ikke kun er porno og svindel, der bliver tjekket for. At opsnappe kritik af Kinas politiske system er den egentlige drivkraft bag den omfattende overvågning, på samme måde som internettet er overvåget og begrænset. Mobiltelefoner bliver nemlig brugt til at fortælle om dårlige arbejdsforhold. »Kinesiske arbejdere bruger dem også meget til at varsle om demonstrationer og strejker«, siger Marie Busck, rådgiver på Dansk Institut for Menneskerettigheder. Ret til privatliv krænkes Kinas overvågning af SMS'er truer en række menneskerettigheder: Ifølge Marie Busck krænker det både retten til privatliv, og det er risikabelt i forhold til ytringsfriheden: »Det rummer muligheder for at begrænse folks tale - især hvis det indebærer repressalier over for de folk, som afsender beskederne«, forklarer hun. Kina er det land i verden, der har flest mobiltelefonbrugere. De elektroniske overvågningssystemer bliver leveret af den kinesiske virksomhed Venus Info Tech, som blandt andet har myndighedernes tilladelse til at skanne beskeder for »falske politiske rygter« og »reaktionære bemærkninger«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























