Amerikanske senatorer forsvarer drab på civile i Pakistan

Mindst 18 personer blev dræbt ved fredagens angreb mod landsbyen Damadola. - Foto: AP
Mindst 18 personer blev dræbt ved fredagens angreb mod landsbyen Damadola. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Vi beklager. Men vi vil gøre det samme igen om nødvendigt. Sådan siger flere toneangivende amerikanske senatorer om fredagens CIA-bombeangreb mod den pakistanske landsby Damadola. Missede målet Mindst 18 personer blev dræbt i landsbyen, heriblandt ti kvinder og børn. Målet for angrebet var nr. to i Al-Qaeda-hierarkiet, den egyptiske læge Ayman al-Zawahiri, men han var ikke i Damadola i fredags. Han var ifølge den pakistanske efterretningstjeneste inviteret til middag i landsbyen i anledningen af en religiøs mærkedag. Men al-Zawahiri skiftede angiveligt mening i sidste øjeblik og sendte i stedet nogle rådgivere til middagen. Rasende demonstrationer Angrebet udløste i går rasende demonstrationer i flere pakistanske byer. Titusindvis af pakistanere marcherede imod præsident Musharraf og imod USA i byerne Lahore, Islamabad, Peshawar og Karachi. Angrebet var ikke en fejl Flere amerikanske senatorer har offentligt beklaget, at der var civile ofre ved bombeangrebet. Men senatorerne slår samtidig fast, at selve angrebet ikke var en fejl. »Vi beklager det. Vi forstår den vrede, som folk føler. Men det er en af USA's højeste prioriteter at udrydde al-Qaeda. Angrebet var et led i den bestræbelse. Så vi siger undskyld, men vi kan ikke sige, at vi ikke vil gøre nøjagtigt det samme én gang til«, siger senator John McCain til CNN. Pakistans ansvar En anden senator, demokraten Evan Bayh, siger, at Pakistan på en måde selv er ude om det: »Ja, det er beklageligt. Men hvad ellers kan vi gøre? Det er jo det vilde vesten derude. De pakistanske grænseområder er et alvorligt problem«, siger Bayh. Han siger, at »det egentlige« problem er, at den pakistanske regering ikke er i stand til at kontrollere de egne af landet, hvor lokale menes at hjælpe til med at huse og skjule al-Qaeda-folk og deres sympatisører. »De folk har myrdet 3.000 amerikanere. De skal stilles til ansvar«, siger Bayh som retfærdiggørelse for CIA-angrebet. »Selvfølgelig skal vi angribe« Den republikanske senetor Trent Lott strammer synspunktet og siger, at der vil være et problem den dag, USA undlader at gennemføre den slags angreb: »Der er ingen tvivl om, at de (al-Qaeda) er ansvarlige for millioner - eller tusinder - af uskyldige menneskers død. Selvfølgelig skal vi gøre det (angribe)«, siger Trent Lott. Balancegang Reaktionen fra det officielle Pakistan er et tappert forsøg på både at fordømme angrebet og bevare de gode relationer til den amerikanske alliancepartner. »Vi fordømmer angrebet, men vi må samtidig sige, at vi længe har forsøgt at komme af med de fremmede folk, som er ansvarlige for vold og ulykker i regionen. Og folk i området må samarbejde (med regeringen)«, siger den pakistanske informationsminister Sheikh Rashid Ahmed. Det har været fremme, at der skulle være et antal al-Qaeda-folk blandt de dræbte. Oplysningen er ikke bekræftet. FBI har tilbudt at bistå med gennemgangen af ofrenes dna, selv om de pakistanske myndigheder ikke har bedt om hjælp til det arbejde. Flere demonstrationer At de amerikanske senatorer uanset eventuelle civile ofre anser det for USA's ret og pligt at slå til, når efterretningerne synes at være tilstrækkeligt præcise, vil næppe få den folkelige vrede i Pakistan til at aftage. Flere islamiske grupper slår fast, at de vil optrappe de antiamerikanske demonstrationer de kommende dage.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her