Man pisker da lommetyve

Det tager en halv time at sejle over Gambiafloden fra Barra til Banjul, og færgen tager både køretøjer og ufattelig mange mennesker med. Jeg var blandt de sidste til at stige om bord, og der blev skubbet og maset voldsomt fra alle sider. Folk var simpelthen bange for ikke at komme med. Pung var forsvundet Jeg nåede færgen, og det gjorde en senegalesisk mand i grøn vindjakke også. Han havde stået tæt bag og ved siden af mig i længere tid, men var nu pludselig væk. Det fik mig til at tjekke rygsækken og med god grund. I mylderet var den blevet lynet op, og min pung var forsvundet. Jeg var højlydt lamslået, og det gik hurtigt op for folk omkring mig, at jeg var blevet bestjålet. Nu var gode råd dyre, og der skulle handles meget hurtigt. Selvjustits på færgen Jeg fik fat i en ung vagt og fik forklaret ham situationen med tegnsprog og et par engelske gloser. Og han handlede effektivt. Et hurtigt blik rundt på dækket, og han havde spottet tyven. Tydeligvis en gammel kending fra nabolandet Senegal, der havde specialiseret sig i at stjæle fra uforsigtige turister. Han havde ikke pungen på sig. Den havde han nået at smide ind under en bil, hvor en ældre dame fandt den med indholdet intakt. Alle deltog i afstrafning Efterfølgende begyndte et optrin og afstraffelse, som man som europæer skal lede længe efter, men som tilsyneladende er normalt på disse kanter. Tyven og min pung forsvandt sammen med et par vagter op mod styrerummet, og undervejs blev senegaleseren slået konsekvent og uhæmmet af mandlige gambiske passagerer, der var vilde af raseri over, at en turist var blevet bestjålet. Jeg blev beordret til at følge med op i styrerummet og følte mig på samme tid lettet, rystet og ualmindelig dum. En rejsejournalist får sgu da ikke stjålet sin pung. Hvor var det pinligt, men o.k. han var vanvittig hurtig og effektiv! Falske papirer I styrerummet var der råben og skrigen og flere slag, indtil en militærperson kom til, lagde tyven på gulvet og gennemsøgte ham fra top til tå. Han havde falske papirer på sig. Tyven var også hidsig og pegede hele tiden på mig. Så selv om jeg fik at vide, at jeg skulle være cool og ikke sige noget, så følte jeg mig pludselig som skurken. Og egentlig ville jeg bare gerne have min pung og i land så hurtigt som muligt, men så nemt skulle det langtfra gå. En barsk lærestreg Da vi ankom til Banjul, blev fyren ført ned ad en stejl trappe, og pludselig gled de og faldt. Det betød endnu flere slag til den måske 25-årige senegaleser. Fra færgen gik vi direkte til havnens lille politikontor. Her skete noget meget voldsomt, men tilsyneladende ikke usædvanligt. Den øverstbefalende fik en kort forklaring af to vidner samt mig, rejste sig op, tog en pisk ud af skuffen og begyndte at hamre løs på tyven. Jeg var nødt til at forlade rummet for ikke at kaste op - det var for vildt og vanvittigt, men The Gambian Way. Fik efterfølgende forklaret, at betjenten vidste, at der nok ikke ville ske tyven noget retsligt, og gav ham derfor en barsk lærestreg. Jeg blev kaldt tilbage til kontoret og skulle skriftligt afgive en erklæring. Her forsøgte tyven konstant at få øjenkontakt med mig og tiggede om barmhjertighed. Det var ulideligt. Jeg fik hurtigt afleveret min erklæring og forlod igen kontoret - stadig uden min pung. Tragikomisk Halvanden time senere og efter masser af smøger kom der pludselig en taxa, og tyven, et vidne, en politimand og jeg steg ind. Vi skulle til hovedpolitistationen i Banjul, og her sad jeg i taxaen sammen med tyven. Da jeg samtidig blev beordret til at betale for taxaen og modvilligt fik min pung for en kort bemærkning, blev det hele pludselig en smule tragikomisk og noget af et antiklimaks oven på bank og pisk. Politistationen var en parodi. Først kom vi ind til en meget vigtigt udseende betjent, der lignede og opførte sig som chefen. Det var han ikke. Jeg genfortalte hele hændelsesforløbet med tyven stirrende på mig. Det var åbenbart for indviklet, og vi måtte alle en tur ind til CHEFEN. Han lyttede kort til fakta og holdt så en lige så kort tale. Kunne ikke vidne i retssag Essensen var, at jeg skulle hjem om to dage og ikke kunne vidne i en retssag, som jeg overhovedet heller ikke ønskede. Derfor kunne de ikke rigtig gøre noget. Jeg svarede, at jeg har min pung, føler mig heldig og er ligeglad med en retssag. Det skrev jeg under på, fik min pung, og uden for politistationen gik tyven og jeg i hver sin retning.