10 millioner pigefostre kan være aborteret i Indien

Lyt til artiklen

Hele 10 millioner fostre kan være blevet aborteret i Indien siden midten af 1990'erne, fordi vordende forældre er tilbøjelige til at vælge en abort i stedet for at få en datter, viser en ny undersøgelse. En gruppe internationale forskere har analyseret fødselstallet i Indien og konstateret, at der blev født omkring en halv million færre piger end drenge i 1997 end forventet. 10 millioner pigeaborter Hvis tallet bredes ud over de seneste 20 år, vil det formodede antal pigeaborter være 10 millioner, fastslår forskerne i en ny rapport, der er præsenteret i det anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet. Forskerne påpeger, at forældrenes fravalg af pigefostre er den mest plausible forklaring på den store forskel i antallet af nyfødte drenge og piger i Indien. »Det er et konservativt skøn, at tidlig kønsbestemmelse og selektiv abort er årsag til en halv million færre piger årligt«, konkluderer lederen af undersøgelsen, dr. Prabhat Jha fra Toronto Universitet i Canada. »Hvis denne praksis har været almindelig i størstedelen af de seneste to årtier, hvor adgangen til ultralydsundersøgelser blev større, vil et tal på 10 millioner færre pigefødsler ikke være usandsynligt«, tilføjer han. Måske ti gange så mange Tidligere har den indiske lægeforening hævdet, at tallet muligvis er ti gange så stort, og at det snarere drejer sig om fem millioner pigefostre, der bliver aborteret hvert år. Jha og de øvrige forskere har konstateret, at færre piger bliver født som andet eller tredje barn i en familie, der i forvejen har et pigebarn, og at kønnet på det ufødte barn er en af de afgørende faktorer for, om forældrene vælger en abort. Piger uønskede i familier uden drenge Blandt familier, hvor der i forvejen er en datter, er fødselsraten 759 piger for hver 1.000 drenge, der kommer til verden som nummer to i søskendeflokken. Blandt familier, hvor der i forvejen er to døtre, fødes endnu færre døtre som tredje barn, nemlig kun 719 piger mod 1.000 drenge. »At få en datter er socialt og følelsesmæssigt acceptabelt, hvis der i forvejen er en søn, men en datter er ofte uønsket, hvis parret allerede har en datter«, siger professor Shirish Sheth fra Breach Candy-hospitalet i Mumbai i Indien. Pigeunderskuddet blandt nyfødte viser sig desuden at være større blandt mødre med uddannelse, fordi de i højere grad end fattigere kvinder får foretaget en ultralydsundersøgelse, når de bliver gravide.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her