Vinteren bider over store dele af verden. Men nok allermest i bjergene i Kashmir, hvor hjemløse jordskælvsofre rykker sammen i tynde telte for at finde lidt varme. Vejret gør det også umuligt for nødhjælpen at komme frem til teltlejrene. Indtil videre er flyvningerne med fødevarer, tæpper og tøj indstillet, og vejene er blokeret af snemasserne. De overlevende fra jordskælvet, der dræbte mere end 73.000 mennesker, kæmper nu mod sne og kulde. Telte holder ikke til vægten af sne Mændenes opgave er at banke sne væk fra teltene med pinde, så de ikke braser sammen, mens kvinderne forsøger at holde børnene varme. Men adskillige telte har ifølge nyhedsbureauet AP allerede givet efter for vægten af sneen i teltlejren ved Mira Tanolian. Ingen kom til skade, men 35 familier skal finde nye steder at sove, eller stabilisere teltet med materialer fra området. Også en telt-skole og -moske kollapsede. Der er faldet mere end 25 centimeter sne de fleste steder omkring hovedbyen i Kashmir, Muzaffarabad. Mudderskred i kløfterne Heftig regn har de seneste dage forårsaget mudderskred i nogle dele af bjergene, og nogle af de 'spontane' teltlejre er blevet oversvømmet. Samtidig er det blevet sværere for nødhjælpsfolk at komme frem mellem lejrene. Endnu er der ifølge Reuters ikke rapporteret om et større ryk-ind af syge mennesker som følge af kulden, men nødhjælpsorganisationerne frygter, det snart vil ske. Mere end to millioner mennesker lever efter jordskælvet i telte eller i afskærmninger i ruinerne af huse.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























