En af årets vigtigste kristne højtider er gået i gang for menigheder verden over. I Sverige er det endnu et år, hvor kirkerne kommer til at stå halvtomme under julegudstjenesten - og nu kommer så også en veritabel medlemsflugt. Siden adskillelsen af den svenske stat og den svenske kirke, Svenska Kyrkan, for fem år siden har 300.000 medlemmer meldt sig ud. Ikke urolig Hvor det i 1999 - året før skilsmissen - var 83,5 procent af svenskerne, som var medlemmer af den svenske folkekirke, er tallet nu nede på 78,3 procent. Udadtil er Svenska Kyrkan dog ikke urolig over udviklingen. »Selvfølgelig er hvert medlem, der forlader os af økonomiske eller andre grunde, et nederlag for os. Men man må ikke glemme, at vi samtidig også har personer, der melder sig ind i kirken«, siger Ingrid Andersson, informationschef i Svenska Kyrkan, til Politiken. Kirkeskatten Der er flere grunde til, at folk melder sig ud. Siden adskillelsen fra staten kan de svenske skatteydere nu se på deres skattekort, hvor meget de betaler til kirken, og det kan muligvis forklare en del af medlemsflugten. Peter Lodberg, lektor på det teologiske fakultet ved Aarhus Universitet, fremhæver imidlertid en anden hovedårsag: »Det er ikke lykkedes kirken at fortælle den positive historie om, hvilken rolle den skal spille i Sverige i det 21. århundrede. Den er blevet en slags frivillighedskirke, som svenskerne skal tage stilling til, om de vil være medlemmer eller ikke. Man ser ikke længere kirken som en selvstændig samfundsinstitution, siden den har frigjort sig fra staten, og derfor er der mange, der rent faktisk melder sig ud«. Den vigtigste grund til, at medlemstallet i kirken falder, er, at den ældre del af befolkningen forsvinder. »Man kan sige, at næsten 100 procent af alle ældre, der dør i Sverige i dag, er vores medlemmer. Til gengæld bliver kun syv ud af ti børn, der fødes, medlemmer hos os«, siger Ingrid Andersson. Indvandrere i stedet Samtidig har den omfattende indvandring gjort Sverige til et multikulturelt samfund med mange indbyggere fra andre religiøse samfund. Men det er også, ifølge Ingrid Andersson, indvandrerne, der udgør størsteparten af de nye medlemmer. I år har 6.200 nye medlemmer meldt sig ind i kirken, og det er en stigning på 1.000 sammenlignet med 2004. »Jeg tror samtidig, at vi har fået flere nye medlemmer takket være vores deltagelse i Påskeoprøret (en kritik af regeringens flygtningepolitik, red.) og tsunamikatastrofen, hvor vi ydede et stort bidrag«, siger Ingrid Andersson og minder også om, at kritikken mod regeringen i forbindelse med flodbølgekatastrofen slet ikke er blevet forbundet med kirken. »Det er et godt bevis på, at svenskerne ser os som selvstændige og ikke en del af staten«. Også i Danmark har man i de seneste år haft en livlig debat om at følge Sveriges eksempel. Og selv om den nuværende borgerlige regering ikke kommer til at ændre noget i den henseende, ville en valgsejr for oppositionen kunne ændre tingene radikalt. Måske dansk tema »I Danmark har vi altid haft politisk konsensus omkring kirkepolitikken, men den forsvandt efter valget i 2001. Derfor tror jeg godt, at kirken i fremtiden kan blive et valgtema hos nogle partier«, siger Peter Lodberg. Selv om der også siver medlemmer fra den danske folkekirke i disse år, sker det ikke i samme tempo som i Sverige. Og danskerne har noget at lære af svenskerne, mener Peter Lodberg. »Før vi begynder at tale om en separation, synes jeg, vi skal kigge på, hvordan vi håndterer religionsligheden og religionsfriheden i Danmark. Måske skulle vi indføre religionsskat, så religiøse samfund kunne opkræve skat på lige vilkår med folkekirken«, siger han. »Jeg er ikke sikker på, at en adskillelse er den bedste løsning i Danmark. Til gengæld synes jeg, at folkekirken bør arbejde for mere lighed over for andre religioner«. Samfundets forandringer I Svenska Kyrkan ved man, at fremtiden handler om at tilpasse sig samfundets forandringer og fortsætte med at være åben over for alt det nye. Ved adskillelsen fra staten blev den sidestillet med andre trossamfund, og dermed bliver samarbejdet også mere ligestillet. Disse erfaringer deler man gerne ud af til de andre nordiske lande, hvor diskussionerne om adskillelse mellem kirke og stat også er meget levende. Samtidigt mener Ingrid Andersson, at Sverige har meget at lære af Norge. »De har noget, der kaldes for trosoplysningsprojekt, som handler om at undervise alle børn mellem 0 og 18 år i deres egen religion. Det viser nemlig, at religion ikke er en privatsag, men rent faktisk er en del af samfundet«, siger Ingrid Andersson.