Den gule minibus er ved at sprænges. Stakke af tæpper bliver proppet ind bagi, fulgt af hvide papkasser med kogesæt og brune kasser med petroleumsovne. Utrolige mængder forsvinder ind i den lille, faldefærdige bil, til sidst hænger tæpperne ud af bagenden som en kulørt snedrive. Det er indbyggerne i landsbyen Hassa, som er ved at hente deres rationer i Røde Kors' lagerhal i Balakot i den jordskælvsramte Nordvestlige Grænseprovins. Minibussen hoster langsomt af sted med sin dyrebare last den halve snes kilometer til Hassa, over en hængebro af stålwirer og træplanker, som gynger under vægten, ad hullede veje, plaskende over bjergstrømme og mellem sammenstyrtede huse. Blandt fremmede Tre gange må den gøre turen for at få det hele med til landsbyens omkring 200 familier. En del af dem har fået tidligere, så Røde Kors' søsterorganisation Røde Halvmåne har haft en lokal medarbejder rundt i landsbyen for at skrive op, hvem der mangler. Det er den unge kvinde Riffat Shaheen, som står ved lagerhallen med listerne over landsbyens behov. Her er hun ude blandt fremmede, så hun er hyllet helt ind i en sort dragt og et sort tørklæde, som også dækker ansigtet, så kun de kvikke brune øjne er fri. Et vågent øje Hun holder vågent øje med, at uddelingen nu også passer med tallene på listen. Og hun er med til at lægge sig imellem, da en gruppe fremmede mænd forsøger at rane nogle af tingene, inden de når at blive pakket i den lille gule bus. Tilbage i landsbyen er hun blandt sine egne. Her behøver hun ikke at dække sit ansigt, mens hun kontrollerer uddelingen. En af dem, der får både tæpper, kogesæt og petroleumsovn, er Walayat Nisar. Hun er enke med otte børn mellem 33 og 11 år. Familiens hus er en af de mange ruindynger, som landsbyen er reduceret til. Den ældste søn, Amjad Iqbal, mistede sin kone, da huset styrtede sammen, og hans yngste datter blev slået bevidstløs under brokkerne. Troede hun var død »Vi gravede hende ud og troede, hun var død. Men så begyndte hun at bevæge benene, og så kom hun på et nødhospital. Nu er hun hjemme, men hun kan ikke spise ordentligt. Det er noget galt indeni«, fortæller Walayat Nisar, mens hun forsøger at trøste sit lille barnebarn, som skriger i vilden sky. Det foregår på en stenet og støvet plads i landsbyen lige ved siden af, hvor Røde Kors' hjælpepakker bliver delt ud. Her bor enken og hendes børn og børnebørn i seks telte, som lige kan rumme den børnerige familie. De hvide lærredstelte er slået op i to rækker. For enden har sønnerne flikket et lille træskur sammen: Det er køkkenet, hvor røgen vælter ud af døren fra et bål i hjørnet, hvor hele madlavningen foregår. Det er også her, at Walayat Nisar pakker sit nye kogesæt ud: Gryder, krus, tallerkener, bestik og en tyk, flad pande til at bage de uundværlige fladbrød på, som spises både morgen, middag og aften. Men det er en anden af hendes sønner, Ajmal Hussein, der bliver mest glad. Det er ikke mere end 14 dage, siden han blev gift med Shabnam. Ægteskabet blev aftalt mellem de to familier allerede, da de unge var spæde. Nu er de vokset til, datoen var sat, men jordskælvet kom i vejen. Beskedent Derfor blev det et beskedent bryllup. Papirerne blev underskrevet i overværelse af imamen i hendes families telt. Og så var de gift. Efter jordskælvet er der hverken overskud til bryllupsfest eller gaver. De nygifte har overtaget et af de seks telte, og det nye køkkengrej betyder, at de kan starte deres egen husholdning: »Nu kan vi få eget køkken og blive en rigtig familie«, siger Ajmal Hussein tilfreds. Han og Shabnam har nemlig hurtigt fået små at tage sig af: De skal passe storebrorens fire børn, som mistede deres mor i jordskælvet. I øjeblikket er broren hjemme i landsbyen, men han skal snart tilbage til sit arbejde nær Karachi i det sydlige Pakistan. Så kogesættet bliver straks taget i brug. Snart slikker flammerne op under den tykke jernpande, som skal bage sit første af tusindvis af fladbrød, der vil mætte familien i vinter og i de næste, der kommer.