På en over 100 kilometer lang strækning ud mod Middelhavet i den sydspanske Almeria-region ligger, hvad de lokale kalder 'Almerias andet hav': Enorme drivhuse af plastik, side om side, en næsten sammenhængende blank flade, som spejler det skarpe sollys, så drivhusene på afstand ligner en havoverflade. I det knastørre og fra naturens hånd golde Almeria er på 20 år vokset en enorm grøntsagsindustri frem. Frontlinje Området er Europas største køkkenhave, og dette på overfladen glitrende erhvervseventyr er altovervejende finansieret af EU-midler. Men her stopper EU's støtte ikke. Det vender vi tilbage til. Almeria-regionen er også en del af EU's ydre grænse. Frontlinje mod de mange tusinde afrikanere, som hvert år forsøger at flygte fra en fattigdom, der ikke mindst udspringer af manglen på arbejde i de afrikanske lande. Hver år bruger EU og Spanien millioner og atter millioner kroner på at forsøge at holde afrikanerne ude. Alligevel slipper mange af flygtningene igennem. Og en del af dem finder - illegalt - arbejde i de for EU-midler opførte drivhuse i Almeria. Her arbejder de med at producere tomater, som også modtager EU-støtte. Disse tomater og andre subsidierede grøntsager er i allerhøjeste grad med til at udkonkurrere de fattige afrikanske landes grøntsagsproducenter og dermed bidrage til arbejdsløsheden. Som sender folk på flugt til EU. Hvor de finder arbejde med at producere EU-støttede grøntsager, som - ja fortsæt selv. Tre grupper EU's støtte til produktion falder i tre grupper:
En virkelig molbohistorie om tomater
Lyt til artiklen
