300.000 i Pakistans bjerge spejder bekymret mod himlen

Det tynde sækkelærred blafrer i den kolde blæst, mens kvinden kryber sammen på jorden ved siden af et lille lerklinet ildsted. Hun fodrer en lav jernpande med fladbanket dej, og vinden spreder duften af nybagt brød. Tre små børn i hullede striktrøjer kommer løbende og begynder at skændes om, hvem der skal have den første pandekage. »Vi klarer den endnu. Men hvad skal vi gøre, når det bliver rigtig koldt og sneen falder?«, spørger Mustafa Gennan. Bål er eneste varme Det er hans kone og børn bag sækkelærredet i det udendørs køkken. Og det lille bål er det eneste, familien har at lune sig ved. Inde i teltet må der ikke bruges åben ild på grund af brandfaren. Heller ikke selv om der er frost i natteluften, når solen forsvinder bag bjergene sidst på eftermiddagen. »Det er kun et par dage siden, at et telt brændte lige derhenne. Der var fire mennesker, en mor og tre børn, kun to overlevede med svære forbrændinger. Derfor er det forbudt at bruge ild i teltene«, forklarer Mustafa. Hans familie er en ud af knap 800 - i alt 4.000 mennesker - i teltlejren Meera Tanolian. Den ligger på en bjergskråning oven over Kashmirs provinshovedstad Muzaffarabad i det område, der blev hårdest ramt ved jordskælvet i begyndelsen af oktober. Lejrens beboere kommer fra ødelagte landsbyer højere oppe i bjergene. De fleste er kommet næsten uden ejendele, og selv om de har fået telte, er det ikke nok til at klare vinteren, siger lejrens leder, Nain Latif. Han remser op og tæller på fingrene: »De mangler varmt tøj, tæpper og kogegrejer - samt plastikpresenninger til at gøre teltene vandtætte«. Mangler telte Og så er de 4.000 jordskælvsramte i Meera Tanolian endda heldigere stillede end hundredtusinder andre, blot fordi de kan dykke ind under en tynd teltdug. Operationschef Flemming Nielsen fra Røde Kors vurderer, at der stadig er omkring 300.000 nødstedte oppe i bjergene i delstaterne Kashmir og Den Nordvestlige Grænseprovins. Og mange af dem har endnu ikke set skyggen af hjælp. »Vi sætter tempoet i vejret med endnu flere hjælpehold, så vi i begyndelsen af januar vil have leveret telte, plastikpresenninger og køkkensæt til 35.000 familier, omkring 250.000 mennesker«, lover Flemming Nielsen. Han har siden midten af oktober ledet hjælpearbejdet i Den Nordvestlige Grænseprovins for Det Internationale Forbund af Røde Kors og Røde Halvmåne. Tempoet er vigtigt, for »alle er klar over, at vinteren vil kræve menneskeliv herude på grund af luftvejssygdomme, fugtighed og kulde. Det vil ske selv blandt dem, der har teltdug over hovedet, for det er et stort problem at opvarme teltene og holde dem tørre«, forklarer Flemming Nielsen. Ilden er livsfarlig Som branden i Meera Tanolian viser, er åben ild livsfarlig. På den anden side kan man heller ikke dele tilfældige ovne ud. Det skal være en type, de lokale kender til, og hvor brændstoffet er i nærheden. Det betyder petroleumsovne i de større byer og ovne til træ og kul ude på landet. Luftvejsproblemerne sætter også grå hår i hovedet på læge Riaz Sheikh. Han leder et telthospital i Muzaffarabad, hvor der behandles mellem 700 og 900 patienter om dagen. »Sygdomstilfældene har ændret sig. Lige efter jordskælvet var der mange operationer og brud. Nu drejer det sig om luftvejsproblemer og om børn med lungebetændelse. Og om maveproblemer som diarre på grund af dårlig vand og sanitet«, fortæller Riaz Sheikh. Sommertelte Uden for sygehuschefens lille kontor bliver hans bekymring understreget af patienter i lange køer foran teltene, der bliver brugt som klinikker. Der bliver hostet overalt - og sygehuspersonalet flagrer rundt med røntgenbilleder af brystkasser og overbelastede lunger. En snes læger arbejder med patienterne, alle organiseret af Pakistan Islamic Medical Association. Her har også været fire danske lægehold siden jordskælvet. Fredag ventede doktor Sheikh på to danske kvindelige læger. De bliver nødvendige, for han frygter en eksplosion i astma og lungebetændelse, når sneen kommer. Sneen er også et kritisk tidspunkt for Røde Kors. For selv når den mest basale nødhjælp er på plads, er der stadig meget at tage fat på: »Der er to vigtige ting øverst på listen: I begyndelsen blev der udleveret sommertelte til de første 11.000 familier, fordi vi ikke havde vintertelte på lager. Derfor skal vi skaffe dem plastikpresenninger, så de kan blive vinterklar«. »Og så skal vi i gang med at levere bølgeblikplader og værktøjssæt med sav, hammer og søm, så folk får mulighed for at bygge mere vejrfaste konstruktioner«, siger Flemming Nielsen. Det er en god ting, at selve transporten er blevet lettere i takt med, at der er kommet flere helikoptere til området, og at vejene bliver ryddet for jordskred. Desuden er bjergene i Den Nordvestlige Grænseprovins mindre stejle end i Kashmir, så lastbilerne kan bruges flere steder. Men oppe i provinsens nordlige, bjergrige del skal 10.000 familier undsættes med helikoptere. Kvindelige hjælpere Og så må hjælpeorganisationerne slås med et andet problem i provinsen, hvor de fleste indbyggere er meget konservative muslimer. Det betyder, at mandlige hjælpearbejdere ikke får lov til at komme i nærheden af kvinderne. Derfor skal der være kvindelige hjælpearbejdere med på hvert hold - ellers bliver for eksempel sårede kvinder ikke behandlet. Det handler også om hele familiens sundhed. Røde Kors uddeler hygiejnesæt med for eksempel sæbe til tøjvask og til personlig vask samt hygiejnebind. Det er ganske simpelt vigtigt for at undgå sygdomme, at kvinderne i landsbyerne bliver undervist i hygiejne - af kvinder. »Men det er også svært at få kvindelige hjælpearbejdere med ud på holdene. Traditionerne betyder, at disse kvinders familier ikke vil acceptere, at de arbejder alene sammen med et hold mænd«, siger Flemming Nielsen. Yderligtgående islamister Operationschefen ved også, at der findes yderligtgående islamister i området. Røde Kors har ikke oplevet sammenstød eller negative reaktioner, men Flemming Nielsen har hørt om andre hjælpeorganisationer, hvor kvinder er blevet bedt om at forlade en lejr, fordi de blev anset for at være anstødelige: »Vi må arbejde i den kultur, der er på stedet. Det betyder for eksempel, at der ikke må vises bare arme, og at kvinderne skal have et løst tørklæde over håret. Problemet er, at alle internationale hjælpeorganisationer bliver opfattet ens, så vi risikerer at måtte bøde for noget, andre gør«, siger han. Oppe i teltlejren Meera Tanolian over Muzaffarabad er det ikke hjælpearbejdernes påklædning, som bekymrer Mustafa Gennan, hans kone og tre børn ved det forblæste ildsted bag sækkelærredet. Familien er mere bekymret over, om den får tilstrækkelig nødhjælp: »Bare vi overlever vinteren, så må vi hjem til landsbyen til foråret og prøve at fjerne murbrokkerne og bygge et nyt hus. Hvis bare vi klarer vinteren ...!«