Iraks medier leder slet ikke efter fakta

Det vakte bestyrtelse i USA, da det i sidste uge kom frem, at USA's militær i månedsvis har betalt irakiske aviser for at bringe nyheder, der sætter amerikanerne i et godt lys. Den slags er »bekymrende«, lød det blandt andet fra formanden for Senatets forsvarsudvalg, demokraten John Warner - ikke blot fordi det sætter USA i et dårligt lys, men også fordi det ikke harmonerer med ideen om, at Irak skulle gøres til et demokrati. Og dermed et land med en fri presse. Ingen forskel fra Saddam-tiden Men faktisk er historien mere typisk end atypisk for de forhold, der præger de irakiske medier. Her er betalt journalistik og tvivlsom omgang med sandheden reglen og ikke undtagelsen, siger den canadisk-egyptiske medieekspert Karim Alrawi, der har undersøgt forholdene i de irakiske medier. »I store træk er medierne i Irak lige så upålidelige, som de var under Saddam Hussein. Men faktisk er det værre nu. Dengang vidste alle i det mindste, at det var regeringen, der skrev aviserne«, siger Karim Alrawi. Elendig økonomi To et halvt år efter Irakkrigen bugner de irakiske kiosker med avistitler, der ivrigt undersøger ytringsfrihedens afkroge. Nogle er mere troværdige end andre. Men fælles for dem alle er, at de har en elendig økonomi af den enkle grund, at det irakiske annoncemarked er næsten ikke-eksisterende. Det efterlader kun én måde at skaffe penge på, nemlig finansiering fra udgiverne. De forventer at få noget for pengene, siger Karim Alrawi. Det er umuligt at finde regeringskritiske historier i de aviser, der udgives af regeringspartierne som SCIRI og Daawa. Tilsvarende er de aviser, der udgives af de shiamuslimske oppositionspartier INA og INC, fyldt med historier, der fortæller, hvorfor deres ledere bør blive den næste ministerpræsident. Og dertil kommer en syndflod af andre aviser, der formelt er uafhængige af politiske partier - en erklæring, Karim Alrawi ikke giver meget for. »Alle aviser - ikke blot nogle af dem - har et politisk sigte. Enten udgives de af et parti eller af en person med politiske ambitioner«, siger han. Medierne er slagmark Da en amerikansk militærtalsmand sidste torsdag skulle kommentere strategien med at plante historier, syntes han at forsvare den med henvisning til et citat fra en af USA's argeste fjender - et opsnappet brev fra nummer to i al-Qaeda-netværket, Ayman al-Zawahri, til den eftersøgte terrorist Abu Musab al-Zarqawi. »Han siger: Husk, medierne er halvdelen af slagmarken. Og hvad Zarqawi gør er at lyve hele tiden. Vi lyver ikke«, sagde han med henvisning til, at ingen af de omtalte historier havde været usande. Problemet med de irakiske aviser er dog ikke blot, at historierne skal læses med politiske briller. Efter 25 år under Saddam Hussein er de irakiske avislæsere mestre i at afkode den slags. Men ofte er historierne end ikke i nærheden af sandheden. En fredelig demonstration i Najaf kan i Bagdadaviserne pludselig udvikle sig til, at der har været slagsmål og dødsfald. En amerikansk militæraktion i det vestlige Irak kan i Basra blive til, at amerikanerne har myrdet børn og brændt koraner. Sladder Og det skyldes igen den dårlige økonomi. De færreste aviser har et godt korrespondentnetværk. Derfor forlader journalisterne sig på sladder, siger Karim Alrawi. »Typisk får de enten nyhederne fra rapporter på satellit-tv - men det er oftest ultrakorte indslag, så journalisterne får ordre til at fylde hullerne ud på bedste vis - eller de kopierer artikler fra andre aviser. Så vi har altså en situation, hvor utrænede journalister på discountaviser skriver ud fra, hvad de har læst i andre discountaviser«. Situationen stammer helt tilbage fra tiden lige efter Irakkrigen. Det er velkendt, at USA's administrator i Irak, Paul Bremer, opløste den irakiske hær - en handling, der viste sig at give store problemer med at genopbygge den. Mindre kendt er det, at han også opløste den irakiske presse. Afsatte hele pressen I stedet for at lave en blød overgang til de nye tider, bestemte Bremer, at alle medarbejdere i Saddam Husseins informationsministerium blev fyret - men det omfattede også alle de statsdrevne medier, hvis medarbejdere formelt var ansat i ministeriet. »Så vi havde altså en situation, hvor tusinder af journalister pludselig var ikke blot arbejdsløse, men også godt sure på amerikanerne. Imens blev de statslige stillinger i tv og radio genbesat med unge mennesker, der hverken havde journalistisk træning eller mestrede det arabiske sprog særlig godt«, siger han.. Også Jef Julliard, nyhedsredaktør på den franskbaserede organisation Journalister Uden Grænser, mener, at USA har klaret sig dårligt i Irak. »Det er vores indtryk, at pressen har det langt bedre i Afghanistan end i Irak. Og det skyldes, at der i Afghanistan blev afsat penge til at hjælpe pressen og træne journalister, mens det samme næsten ikke er tilfældet i Irak«, siger han. Lever livet farligt Resultatet er en upålidelig og utroværdig presse, der ikke kan skabe det fornødne fundament for et solidt demokrati. Og dertil kommer, at Iraks regering og det amerikanske militær ifølge den amerikanskforfattede presselov har ret til at gribe ind i pressefriheden - enten ved at lukke aviser eller ved at arrestere journalister uden mulighed for at komme for en dommer, siger han. »Ikke blot er sikkerhedssituationen elendig, og det går hovedsageligt ud over irakiske journalister, der lever livet utroligt farligt, men vi har også en situation, hvor det amerikanske militær rutinemæssigt arresterer journalister, de mener hjælper oprørerne«, siger Jef Julliard. I øjeblikket er fem journalister i amerikansk fangenskab, fortæller han. Det er irakere, der arbejder for store medier som Reuters og tv-kanalerne CBS og Al-Arabiyya - og hvis arbejdsgivere har protesteret over for militæret. Uden held. En enkelt har været fanget siden april uden at se en dommer, en advokat eller sin familie. »Det hele er meget bekymrende. En fri, samlende presse er væsentlig for at opbygge en nation. I stedet har vi kaos«, siger Karim Alrawi.