Efter fem dage uden rindende vand kan indbyggerne i den kinesiske millionby Harbin nu atter åbne for hanerne. Siden den kraftige eksplosion på en kemikaliefabrik i provinsen Jilin har indbyggerne været nødsaget til at drikke vand fra flasker, som myndighederne bragte til byen i en lind strøm. Acceptabel mængde gift Eksplosionen betød, at omkring 100 tons kemikalier løb ud i floden Songhua, der løber gennem Harbin og sikrer byens ni millioner indbyggere drikkevand. Men de seneste prøver af vandet viser, at indholdet af nitro-benzen nu er nede på et acceptabelt niveau, mens der slet ikke er rester af benzen, skriver Ritzau. Erkender skandalen Den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, aflagde i går byen besøg og lovede, at offentligheden vil få omgående og fyldestgørende besked om skandalen. Samtidig undskyldte den kinesiske udenrigsminister, Li Zhaoxing, over for den russiske ambassadør i Beijing, Sergej Razov, for forureningen, der risikerer at sprede sig til Rusland. Jiabaos besøg i Harbin viser, at den centrale regering i Beijing har erkendt omfanget af landets miljøproblemer. »Miljøproblemer i Kina er ikke noget, der ligger ude i en fjern fremtid, men er truende for vores hverdag«, siger viceministeren for miljøbeskyttelse, Pan Yue.
Atter drikkevand til millionby efter gift-skandale
Lyt til artiklen