Hadet ligger lige under overfladen i Bobigny

»Hvad er det, du siger til mig, chef?«, flyver det trodsigt ud af munden på Yannis på 17, da en politibetjent i mørkeblå kedeldragt skubber til ham og kalder på forstærkning. Yannis er raget uklar med et medlem af den særlige sikkerhedsstyrke CRS, der i de seneste dage har patruljeret de socialt belastede kvarterer i de urohærgede franske forstæder. Hastebehandlede sager Sammen med vennerne Faysal, Kevin, Nassim, Vola og Dans er de kommet for at se, hvad dommerne har at sige til deres ven Abdouh på 22, som skal for retten i Bobigny, der behandler alle sager for Seine-Saint-Denis, Paris' hårdest belastede forstadsamt, som også har været hjemsted for de værste uroligheder. Ligesom det er sket for snesevis af andre unge, der er blevet anholdt i løbet af de seneste dages optøjer, bliver Abdouhs sag hastet gennem det juridiske system og lynbehandlet. I alt er knap 700 blevet varetægtsfængslet, siden urolighederne brød ud. Og de vil alle blive stillet for retten i de kommende dage. Mindst 27 er blevet idømt ubetingede fængselsdomme, ligesom 15 mindreårige er blevet overført til ungdomsfængsler. 'Vi kan udenfor og ordne det' I Bobigny virker det ikke, som om det er det massive politiopbud, der sikrer roen. Og allerede ved indgangen går det galt. Da de unge har passeret metaldetektoren og er blevet kropsvisiteret, lufter en af dem et par provokerende ord til en CRS-betjent, som svarer igen med en overraskende invitation: »Vi kan jo gå udenfor og ordne det«, lyder det fra den bredskuldrede betjent til den spinkle dreng med kasketten på sned. 'Der kan du se' Men Yannis og kammeraterne synes at være ganske tilfredse med, at jeg har overværet betjentens slet skjulte trussel og vælger at søge ned mod retssalene, efterhånden som politiforstærkningerne ankommer og begynder at fylde betonforhallen. »Der kan du se, hvordan vi bliver behandlet«, forklarer Yannis, mens vi venter på at komme ind i retssalen, hvor folk sidder halvt oven på hinanden. »Ja«, afbryder Nassim, »forleden var der sgu en 'Schmitt' (politimand, red.), der sagde, at hvis vi ikke stoppede nu, så ville der ske det samme med mig som med de to fra Clichy-sous-Bois (forstaden, hvor to drenge omkom, da de forsøgte at undvige en identitetskontrol, red.)«. Lukkede døre Ingen synes overrasket over hans historie. Pludselig bliver døren til salen presset i, og ingen får nu lov at komme ind. »Skulle Frankrig ikke forestille at være et demokrati med åbne rettergange? Vi vil sgu se, hvad der sker med Abdou«, råber Eric på 38, der ligesom Yannis og de andre er fra forstaden Drancy. »Abdou er jo nærmest den eneste sorte på 22, der har et job i vores del af byen, og så anholder de ham, fordi han har lånt sin bil ud til to af sine venner, der skulle hente benzin til den enes knallert, som var løbet tør. Han mister sgu da sit job nu«. Alle omkring mig nikker. 'Skrub af, din lus' »Hvad fanden vil du, din lille Sarko-lus?«, hvæser Eric ad en fransk journalist, der er kommet hen for at lytte til vores samtale. »I kommer jo aldrig ud i forstæderne, medmindre de står i flammer. Og når I så endelig kommer, så står i og gemmer jer bag politiet i stedet for at tale med os. Og her i retten tør du ikke engang komme hen at snakke med os, før du har set, der er andre, der tør. Skrub hjem til dit borgerlige lorteblad, din lemming. Jeg har ikke en skid at sige til dig«, siger han og vender ryggen til journalisten, som skynder sig væk. »Sådan er det i Frankrig. Pressen er i lommen på tre store mediegrupper, som er bonkammerater med regeringen«, siger Eric. 'Vi bor nærmest i et diktatur' »Ja. Vi bor jo nærmest i et diktatur. Hvordan vil du ellers forklare, at en politimand, som slår en uskyldig ihjel, får en mildere dom end en fra forstaden, der kaster med en sten«, spørger Dans, en to meter høj sort fyr, som herefter giver sig til en improviseret rytmisk rap om forstædernes kummer. Eric forsøger at tale hen over rappen. »Vi ved jo godt, hvad meningen med terrorberedskabet er. Det handler ikke om terrorisme. Det handler om at kontrollere os og holde os nede«. Tumult Pludselig opstår der tumult foran salen, hvor omkring 20 unge forsøger at lytte ved døren. Flere politifolk kommer til og skubber de unge væk med jernbarriererne, som de bærer foran sig. Først fyger de milde ord: »demokrati«, »politistat«. Siden »luderkarle«, »bæskubbere« og »fascistsvin«. To advokater sniger sig ud af salen forbi de unge. »Det er tilsyneladende slut med de betingede domme, hvad?«, hvisker den ene til den anden, da de passerer mig. Næppe en melding, der vil lægge låg på urolighederne.