Der er fortsat behov for akut medicinsk hjælp til tusindvis af ofre for jordskælvet i Pakistan. Men ikke af den slags, som det danske felthospital kan tilbyde. Det siger lederen af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) katastrofeindsats, som bakker op om udviklingsminister Ulla Tørnæs' (V) prioritering. »Vi har rådet den danske regering til venligst ikke at haste ind med et felthospital. Det ville være meningsløst at sende et dyrt hospital af sted til områder, hvor det kun vil kunne skabe små forbedringer, fordi der allerede er hospitaler i nærheden«, siger Mukesh Kapila fra WTO. Mindre specialiserede enheder Det danske felthospital - som tidligere har behandlet knap 60.000 sårede i Indien, Afghanistan og Indonesien - er ellers specielt gearet til at behandle jordskælvsofre. Men allerede kort tid efter jordskælvet 8. oktober sendte flere lande mobile hospitaler af sted. Derfor er der lige nu mest brug for mindre og specialiserede enheder, der kan yde hjælp i de ufremkommelige dele af Pakistan. »Hvis den danske regering vil bruge pengene bedst, så bør den eksempelvis hjælpe de hundredvis af kvinder, som skal føde de næste uger, og som der ikke er faciliteter til«, siger Kapila. Brug for det om en måned Han understreger, at der formodentlig vil blive brug for det danske hospital om en måneds tid eller mindre, når andre lande begynder at trække deres indsats tilbage. »Flere lande haster ind med hospitaler og haster ud igen. Det efterlader os med det store arbejde, der skal gøres de efterfølgende seks måneder. En af de uheldige ting, der skete i begyndelsen, var, at alle koncentrerede sig om byerne, sådan at vi et sted havde fem felthospitaler i samme område. Derfor er vi meget interesserede i mere langsigtet og koordineret støtte«, siger Kapila. Egnet til jordskælv Danske nødhjælpsorganisationer mener, at den danske minister bør følge WHO's råd, men undrer sig over, hvorfor Danmark har et stort felthospital, når der er ikke er brug for det efter et af de mest alvorlige jordskælv nogensinde. Også ved jordskælvet i Bam i Iran i 2003 blev felthospitalet stående på dansk jord. »Hospitalet er designet til jordskælv, så jeg synes, man seriøst må diskutere, hvad man skal bruge det til«, siger Søren Brix Christensen, bestyrelsesformand for den danske afdeling af Læger uden Grænser. Det danske felthospital blev i første omgang ikke tilbudt til WHO, fordi Danmark efter skælvet afsatte 10 mio. kroner i støtte, mens det koster 20 mio. kroner at sende hospitalet af sted. Ikke nok støtte Senere er den danske bistand forøget til 85 mio. kroner, hvorefter Udenrigsministeriet på et FN-møde i Genève i sidste uge kunne stille hospitalet til rådighed. »Det viser jo med al tydelighed, at Danmark ikke har givet nok støtte til Pakistan. Hvis vi havde sat et helt andet beløb til rådighed fra starten, kunne vores felthospital være kommet ind i billedet, men der har ikke været viljen fra regeringens side«, siger SF's Steen Gade, der har kaldt ministeren i samråd i dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























