Demokratiske politikere fulgte lørdag tydeligvis den på forhånd aftalte strategi og prøvede at få debatten om det juridiske drama i Det Hvide Hus til at handle om krigen i Irak og en løgnagtig, manipulerende regering. Republikanernes budskab oven på tiltalen mod vicepræsident Dick Cheneys nu fratrådte stabschef I. Lewis 'Scooter' Libby var derimod mindre ensrettet, og enkelte benyttede anledningen til en skarp kritik af præsidenten. Ingen sympati Den republikanske formand for regeringsreformkomitéen i Repræsentanternes Hus, Thomas M. Davis, udtrykte over for avisen Washington Post sin store skuffelse over både Libby, Det Hvide Hus, præsidenten og vicepræsidenten. »De skulle selv have håndteret denne her sag for længst. De skulle have lavet deres egen undersøgelse. De kommer til at mærke meget lidt sympati fra Capitol Hill (den amerikanske kongres, red.), i hvert fald fra mig. De ligger, som de har redt«, sagde Davis. Såvel præsident George W. Bush som vicepræsident Cheney har været meget fåmælte i deres kommentarer til fredagens meddelelse om tiltalen mod Libby for at have løjet under særlig anklager Patrick Fitzgeralds forsøg på at finde ud af, hvorledes CIA-agent Valerie Plames identitet blev offentligt kendt. Beklagelse I en skriftlig meddelelse udtrykte Cheney sin store respekt for Libby, beklagede hans afgang og sagde, at Libby »vil kæmpe mod de anklager, der er fremsat mod ham«. Bush var endnu mere ordknap, da han kort trådte frem foran kameraerne uden for Det Hvide Hus og beskrev efterforskningen og hele processen som »alvorlig« og sagde, at processen nu »bevæger sig ind i en ny fase«. Uplettet I Kongressen og blandt republikanske kommentatorer forsøgte flere at nedtone betydningen af, at en toprådgiver i Det Hvide Hus er tiltalt for en forbrydelse for første gang i hvad flere aviser kalder »nyere tid«. En af veteranerne i det republikanske partiapparat, politisk strateg Charles R. Black, understreger over for Washington Post, at Bushregeringen har været »bemærkelsesværdigt uplettet«. »Hvis vi skal konkludere noget om pletter på præsidentembedet, så lad os da vente, til han (Libby, red.) er dømt. Det utrolige er, at de har været ved magten i næsten fem år uden at have nogen former for skandaler«, siger Black. Demokraterne forsøger at gøre sagen til et bredt opgør med alt det, Bush står for. Korruption »Tiltalen mod vicepræsidentens toprådgiver og den fortsatte efterforskning af Karl Rove er beviser på korruption på allerhøjeste niveau i Det Hvide Hus. Det er langt fra den 'ære og værdighed', præsidenten lovede at genindføre i Washington for bare fem år siden«, sagde den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry. Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, sagde, at »kernen i tiltalen er Bushregeringens forsøg på at tilsværte kritikere af Irakpolitikken, foretaget med hasarderet manglende respekt for den nationale sikkerhed og befolkningens tillid«. Libby selv har ikke sagt andet, end at han regner med at blive renset af domstolene. Han ventes at skulle møde for retten første gang i begyndelsen af næste uge, men det er endnu uklart, hvornår en egentlig retssag kan komme i gang. Karl Roves advokat siger til flere medier, at hans klient venter meget snart at få en afklaring af, hvorvidt han også bliver tiltalt i sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Omar Alkhatib
De samme ord, jeg lærte at forsvare som palæstinenser, bruger flere danskere nu om sig selv
Lyt til artiklenLæst op af Omar Alkhatib
00:00
1 DØGN
ANALYSE
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Gitte Edstoft Kristensen
Debatindlæg af Lauge Sigurdur Jensen




























