»Her fra 25. etage kan man mærke hele bygningen svaje i vinden. Det er rimeligt intimiderende«. Sådan skriver danskeren Jens Thor Madsen, som i øjeblikket befinder sig på 25. etage på Four Seasons Hotel i Miami. Her er de for alvor begyndt at mærke orkanen Wilmas hærgen. Strøm fra nødgenerator Strømmen på hotellet er gået, og ud af sine vinduer kan Jens Thor Madsen se, at al strøm tilsyneladende er gået i Miami Beach. Når Jens Thor Madsen kan maile til Politikens netavis, er det fordi, hotellet har sat sine nødgeneratorer ind. Hotellets ledelse har fortalt Jens Thor Madsen, at gæsterne er sikre, hvor de er. Dog har hotellet indrettet sin balsal som opsamlingssted, hvis situationen bliver forværret. Vindstød i elevatorerne Jens Thor Madsen skriver igen lidt senere. Nu har han bevæget sig fra 25. til syvende etage i hotellet. Han skriver, at han har måttet gå hele vejen ned. »Ikke på grund af strømsvigt, men fordi de vinde, der løber i skakten kan nå op på orkanstyrke!!« Og at orkanen ikke er at spøge med, kan Jens Thor Madsen høre, skriver han. Som Vesterhavets brølen »Selvom jeg sidder midt i bygningen, hvor der ikke er nogen vinduer, brøler vinden så højt, at man skal hæve stemmen, når man taler. Tættere på ydervæggene er lyden så høj, at det minder om at stå ved Vesterhavet og høre brændingens torden i en dansk efterårsstorm«. Jens Thor Madsen er oprindelig fra Århus, men har, siden han var 25 år, været kaptajn på store lystyachts. I dag er han 30 og selvstændig med virksomheden MM Resorts Ltd. Han er normalt fastboende på en lille caribisk ø, der hedder Anguilla, hvor hans virksomhed opfører et ferieresort. Turen til Miami skulle bruges på at researche byggematerialer til resortet. Wilma - nu opgraderet til en kategori 3-orkan - gik ved middagstid, dansk tid, i land i Florida, hvor tusinder af indbyggere har trodset myndighedernes advarsler og er blevet tilbage i kystområderne, hvor der ventes omfattende oversvømmelser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























