Det er nu, vi skal holde fast, og ikke glemme de mange ofre for jordskælvet i Pakistan. Appellen kommer fra den danske Røde Kors nødhjælpskoodinator i området, Jørgen Kristensen. Han kan fortælle om horrible scener fra det katastroferamte området. Om ofre uden tag over hovedet og områder, hvor sårede i dag over en uge efter jordskælvet endnu ikke har fået den mest basale hjælp. Store frakturer »Jeg har netop været ude i en dal, hvor folk kom bærende med folk med store frakturer til et felthospital. Virkelig voldsomt sårede, der var blevet båret på primitive bårer i timevis«, siger Jørgen Kristensen med den nøgternhed, nogle folk får, når de står midt i nøden. Han fortæller, at Røde Kors har oprettet sundhedsposter så højt oppe i bjergene som muligt, men at der er områder, hvor nødhjælpen ikke er kommet frem. »Der er stadig store områder, der ikke er adgang til. Nu har vi haft et par dage, hvor vejret er godt og helikopterne flyver i pendulfart til områder, hvor vejnettet er ødelagt«. Lokale kræfter Alligevel er det en optimistisk koordinator. Især fremhæver han de lokale kræfter. »Før de store internationale organisationer er på plads, er det de lokale ressourcer der må trækkes på. Og de har været fantastiske. Skoler og universiteter har iværksat indsamlinger, og Røde halvmåne i området fik den første nødhjælp frem. Jeg har været i en del nødhjælpssituationer, og det her er noget af det bedste, jeg har set«. Og nu er det så de internationale organisationer - som Røde Kors' - tur. I dag begynder en storstilet uddeling af telte og tæpper, og Røde Kors' vandforsyningsanlæg er allerede op og køre. Fuld kraft »Vi kører for fuld kraft nu, vi håber at få så meget frem som muligt, for om en måned kommer vinteren, og så er der områder, der vil blive helt lukket af«. Derfor frygter Jørgen Kristensen også, at nyhedens interesse er forsvundet og opmærksomheden for området daler. Men det er alt for tidligt. »Det er trist, hvis verden nu glemmer Pakistan. Det er en katastrofe af et kolosalt omfang«. Flere år Vi har langt fra de nødvendige ressourcer, og jeg håber, at den danske regering, og det danske civilsamfund giver os ressourcerne til at arbejde hernede. Det er en kolosal indsats, der er behov for. Og vi taler ikke om en kortvarig operation - det kommer til at tage år«. Han fortæller, hvordan byer på 30-40.000 indbyggere, hvor der ingen huse er tilbage - ingen skoler, hospitaler, beboelseshuse, veje. »Før området kommer op og stå igen, skal der store økonomiske ressourcer til, ressourcer der slet ikke findes i den størrelsesorden i landet«, siger Jørgen Kristensen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























