Først tog jordskælvet titusinder af liv, og nu truer kulden og den tilstundende vinter de hundredtusinder af pakistanere, der er blevet hjemløse. Og som kæmper en desperat kamp mod de faldende temperaturer, monsunregn, mangel på mad og medicin; samt forurenet vand, der kan føre sygdomme med sig. Sammenstødte biler Man mærker allerede problemerne med at få nødhjælpen frem, når man kører ad de brede asfaltveje og ser de store murstensbygninger blive afløst af snævre veje langs de kilometerhøje bjerge og små huse mellem grønne træer. Vi kører nordpå ud af Islamabad mod Kashmir. Det er ikke helt ufarligt - det illustrerer to sammenstødte biler og en flok fortvivlede mennesker på vejen. Vores chauffør kører ihærdigt og stædigt videre ind mellem de andre biler, minibusser og store lastbiler, der kommer kørende i begge retninger. Med plads til en bil ad gangen skal der ikke meget til, før der opstår kø og kaos. Dansk oktoberaften Der bliver dyttet og skældt ud - folk er utålmodige, og utallige gange står vi i kø eller må bakke for at lade de modkørende komme forbi, inden vi fortsætter op langs bjergene. Pludselig er den trykkende varme i Islamabad blevet forvandlet til kulde a la en dansk oktoberaften, og endnu koldere bjergvejr er på vej, efterhånden som vinteren nærmer sig med raske skridt. Det begynder langsomt at regne, og mudderet under hjulene gør det vanskeligere at køre. Langsomt nærmer vi os de områder, der er blevet ramt af katastrofen, som den pakistanske regering nu frygter vil blive væsentlig større end det nuværende skøn på 23.000 dødsofre. Store stykker sten, der er faldet fra bjergene, ligger på vejene. Der er revner i de korte asfalterede strækninger, og specielt de små lerhuse er beskadiget med revner i væggene og smadrede tage. Smadret infrastruktur Vi er nået frem til den lille by Rawlakot, der trods ødelæggelserne er sluppet forholdsvis billigt i forhold til de værst ramte områder. Skolen, hospitalet, stadionet og gymnasiet er smadret - og murstenene og de smadrede vinduer ligger, som var det sket i dag. Måske fordi ingen har været her for at hjælpe de 15.000 indbyggere, der har mistet 30 af deres kære. »Det kan godt være, at dødstallet er lavt, men vi er røget 50 år tilbage på grund af infrastrukturen, der er blevet smadret«, fortæller Nisar Khan, politichef i Punjdistriktet i Kashmir. Nisar Khan forklarer, at der i hele distriktet Punj er op mod 600 døde og omkring 1.200 sårede, men at det er alt for tidligt at komme med endelige tal, da alle de små omkringliggende landsbyer er hårdt ramt. Det er her, folk sover ude i det fri, fordi deres huse er jævnet med jorden - og i denne kulde er der hårdt brug for de telte, der endnu ikke er kommet frem. Mad til soldaterne Omkring 80 procent af husene i de 90-100 små landsbyer i området er ødelagt, og folk har desperat brug for telte og tæpper, forklarer Haleem Khan, der leder nødhjælpsarbejdet i området. Sammen med andre lokale mænd hjælper han de sårede og efterladte med blandt andet transport til hospitaler og medicin. »Vi har ikke modtaget nogen som helst hjælp fra regeringen - der er ingen, der tager ansvar for situationen. Nu er der gået fire dage, og der er stadig ikke sket noget. Politiet laver ikke noget, de sørger kun for, at helikopterne lander sikkert. Helikoptere med mad, vand og medicin til hæren, der har en stor brigade her. Men de sørger ikke for de lidende - hverken her eller i resten af Punj«, siger Haleem Khan. Han er ikke ene om at kritisere den manglende nødhjælp - pakistansk presse rapporterer også om flere steder, hvor nødhjælpen endnu ikke er nået frem. Nogle steder er det umuligt at nå frem med en stor lastbil, og netop derfor er lufttransport som helikoptere lige nu en stor mangelvare. Men alligevel har befolkningen formået at sende hjælp her til Rawlakot. »I dag modtog vi en masse tøj, som var blevet samlet ind, og som vi nu deler ud til de hjemløse og trængende. Nogle af mændene, der står derude, har gået flere kilometer for at komme hertil og få hjælp. Vi kan nu give dem tøj, men de efterspørger alle telte og varme tæpper. Det kan vi desværre ikke hjælpe dem med«, siger Haleem Khan og kigger ud gennem døren på en flok mænd, der roder i de store bunker af tøj i værelset ved siden af. Strømmen er væk FN har også stærkt understreget behovet for telte. »Der vil være behov for hundredtusindvis af telte og nødboliger for alle de mennesker, der har mistet alt«, sagde Jan Egeland, næstkommanderende for FN's nødhjælpsarbejde, tirsdag. Pludselig bliver der mørkt - strømmen er væk. En nødhjælpsarbejder tænder hurtigt et stearinlys, og vi kan atter se hinanden. Men udenfor har mørket lagt sig, og her har tusindvis af mennesker brug for et lys. De beder ikke om andet.