Danmark har ret i, at EU ikke på længere sigt kan redde europæiske job ved at holde varer ude, sådan som det var tilfældet med millioner af stykker kinesisk tøj. Det siger unionens handelskommissær, Peter Mandelson, som ellers selv forhandlede sig frem til den kvoteaftale med Kina, der i sommerens løb fik hen ved 87 millioner beklædningsgenstande til at hobe sig op ved Europas grænser. »Protektionisme fører ikke nogen vegne på længere sigt. Vi kan ikke klare os ved bare at lukke af for billige varer«, siger Mandelson til Politiken. 'Midlertidigt kompromis' »Folk skal hjælpes til at klare globaliseringens hærgen. Men det er uærligt, når nogle politikere vil bilde folk ind, at man kan beskytte europæiske job med kvoter«. Kommissæren betegner kvoterne som et »nødvendigt, midlertidigt kompromis«, som han måtte indgå efter pres fra regeringer og tøjindustri i Sydeuropa. Først i onsdags blev over 2 millioner blokerede bh'er, trøjer, bukser, T-shirts og skjorter sluppet løs i danske tøjbutikker. Hensyn til kontrakter Peter Mandelson lover at gøre, hvad han kan, for at lukke alt det tøj ind, der er blevet bestilt i god tro, men som stadig er undervejs. »Det er vigtigt at finde en måde, hvorpå vi kan tage hensyn til de kontrakter også«, siger han. Importører: Det vil tage måneder De danske importører og forhandlere glæder sig over, at handelskommissæren lægger en nordisk linje i kampen om kvoter - men tvivler på, at alle de kinesiske julegaver når frem. »Det vil tage flere måneder, før kommissionen kan gøre noget ved det problem. Mange vil være nødt til at importere dyrere tøj fra andre lande«, siger chefkonsulent Ole Schmidt fra brancheorganisationen HTS.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























