Det irakiske parlamentsmedlem Faris Nasir Hussein er blevet dræbt i et bagholdsangreb 80 kilometer nord for Bagdad. »Terroristerne har iværksat en aggressionskrig mod alle irakere, men vi er parate«, sagde viceformand for parlamentet, Hussain al-Shahristani, under en et minuts stilhed for Faris Nasir Hussein fra Kurdistans Patriotiske Union. Husseins bror og deres chauffør blev også dræbt. Et andet parlamentsmedlem, der også befandt sig i konvojen på vej fra de kurdiske områder til et parlamentsmøde i Bagdad, blev såret. Blodige angreb Angrebet følger efter fire dage med mere end 250 dræbte i Irak. Onsdag i sidste uge erklærede al-Qaeda total krig mod shiaaraberne, der har været hårdest ramt af den omfattende bølge af nedskydninger og bombeangreb, som ifølge terrorlederen Abu Musab al-Zarqawi vil fortsætte. Bombeangrebene har fået både sunni- og shiamuslimske præster til at opfordre til en indstilling af angrebene mod vilkårlige ofre. Forfatning godkendt Parlamentet har godkendt det endelige udkast til en ny forfatning. »Nu bliver der ikke flere ændringer«, sagde Hussain al-Shahristani. Men der er fortsat utilfredshed blandt flere sunniarabiske ledere, der har opfordret irakerne til at stemme nej. Al-Shahristani siger, at den nye forfatningstekst nu bliver overgivet til FN, som vil trykke 5 millioner eksemplarer og fordele dem til irakerne før afstemningen om den 15. oktober. Kampe i Tal Afar Imens fortsætter kampene i den nordvestlige by Tal Afar, hvor irakiske og amerikanske soldater siger, at de har fordrevet oprørere, der kontrollerede en stor del af området. USA's militær sagde, at de havde dræbt seks oprørere og tilbageholdt fire under udrensningsaktioner i byen. Ifølge den irakiske hær er 157 oprørere blevet dræbt og 440 fanget under den ti dage lange offensiv. Generalmajor Abdul Aziz Mohamed Jassim, siger, at aktionerne har kostet ni irakiske soldater og seks politifolk livet. Vejspærringer i Basra I Iraks næststørste by Basra oprettede omkring 200 oprørere vejspærringer. De var bevæbnet med automatvåben og raketdrevne granater og krævede, at provinsens guvernør løslader Sheikh Ahmed Fartosi. De trak sig senere tilbage fra gaderne. Han er anklaget for at organisere angreb mod sikkerhedsstyrker i byen, siger politiet. Fartosi blev anholdt af britiske og amerikanske soldater i fredags. I Kirkuk dræbte en vejsidebombe fire irakiske soldater og sårede tre andre. Ifølge den amerikanske hær blev en soldat dræbt af en bombe under patrulje i det vestlige Irak. Dermed er antallet af dræbte i den amerikanske hær siden begyndelsen på Irakkrigen i marts 2003 oppe på 1.899.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Debatindlæg af Jørgen Ramskov
Debatindlæg af Timothy Garton Ash
tema




























