Et nyt slags liv i New Orleans

Bourbon Street lever. Frank og George sidder på fortovet uden for bluesbaren og udveksler anekdoter om deres ungdoms letlevende dansepiger i New York. Lidt tilbage sidder Franks kæreste, Evelyn, og stønner saligt over sit glas med iskølet vodka og tranebærjuice. Ved siden af hende Vaughn, med en kold Budweiser mellem benene. Og lidt på afstand Ted, der så gerne vil have en saks, så hans runde afrohår kan blive rettet lidt til. Ildelugtende pøl Blues Club i Bourbon Street har egentlig ikke åbent. Men når nu vennerne alligevel sidder og holder konstant hyggetime udenfor, giver de gerne en sludder og en kold vand eller øl til de mange forbipasserende. Der er kun en enkelt gade til der, hvor vandet begynder. Men den ildelugtende pøl, der dækker 60 procent af New Orleans, og som har taget måske så mange som 10.000 liv, synes ikke at genere den lille flok på det gamle musikværtshus. Ugegammelt skrald Hele gaden stinker af ugegammelt varmt skrald, fluerne summer om de uformelige bunker, og mange butikker står med smadrede ruder og plyndringstømte hylder, men flokken på Blues Club har påtaget sig at være en slags ambassadører for byens fortsatte liv. Af en spøgelsesby at være er der forbløffende meget liv i New Orleans. Og festgaden Bourbon Street har takket være højdeforskellen i gaderne bag de brudte diger fået status som et sted, hvor ting sker for den udvalgte skare af folk, der enten har valgt at blive eller har fået særlig tilladelse til at komme ind. Tørskoede journalister Oppe for enden, ved den brede Canal Street, er medierne rykket ind med deres kæmpe satellitbiler, hvis generatorer står og brummer i konkurrence med støjen fra helikopterne. Korrespondenterne står tørskoede og afleverer deres budskab til kameraerne foran en katastrofefotogen baggrund af gader under vand. Nogle medier har hyret sikkerhedsvagter. Andre - som tv-stationen NBC's regionalstation i New Mexico - har medbragt deres egne militære konsulenter. NBC har flyvevåbnets John Bryan siddende på førersædet i den hvide kassevogn til at hjælpe med at sætte situationen i perspektiv af de krige og konflikter, han tidligere har været i nærheden af. »Forvirring« og »overraskelse« er de ord, han synes passer bedst på Katrina-situationen. Med vilje Det er langtfra den analyse, Ted Mack serverer nede fra værtshusets typisk lidt skæve klogskab. Han lægger ud med at undskylde på vegne af sit land, fordi det har valgt så kynisk en metode til at rydde op i sit snavs. Han er ikke i tvivl om, at New Orleans' sorte borgmester Ray Nagin så sit snit til på drastisk vis at komme af med byens ry som hjem for nogle af USA's fattigste, galeste og uregerligste indbyggere. »Lejligheden bød sig til at gøre det her til en middelklasseby. At udrydde de fattige og psykisk syge. Alle vidste, at 10.000 ville dø, når digerne brød. Vi vidste også hvem, der ville dø. De behøvede ikke engang at skyde nogen, de lod bare vejret tage sig af det. Sådan kan man løse et ellers uløseligt problem«, siger Ted Mack og beder om mindre hjælp udefra. Han ser helst, at New Orleans byder borgmesteren trods og rejser sig ved egen hjælp. Værtshussnak, måske. Men når man går i Bourbon Street, og når man kører gennem det overraskende store tørlagte område lige nord for Mississippi-floden, forstår man i hvert fald, hvorfor det er så svært for myndighederne at få byen helt tømt for dem, der både blev og overlevede. Stadig gas Efter ankomsten af militærets 82nd Airborne Division, der er kommet lige fra Irak, er problemerne med plyndringer og vold ved at være om ikke helt, så i hvert fald mere under kontrol. Men selv om man nok ser flere soldater på patrulje to og to end civile, er der aldrig langt mellem dem, der enten vinker entusiastisk til forbipasserende eller demonstrativt vender ryggen til. For store dele af byen står såmænd. Den er hullet, snavset, ildelugtende og overstrøet med væltede træer og forfløjne løsdele. Der er heller ingen strøm, og der har - i hvert fald indtil tirsdag - ikke været vand i hanerne. Men gassen er der, sammen med et tilbageværende stærkt koncentrat af storbyens galskab. Skal man følge Ted Macks pointe, var velhaverne både kloge og rige nok til at slippe væk i tide, mens samfundets nederste lag blev enten skyllet bort eller nu mønstrer deres trods. Flaskevand Og i hvert fald for vennerne på Blues Club synes det egentlig ikke så svært at overleve. De får flaskevand, isterninger og 'tilsæt-kun-vand-mad' af militæret, nationalgarden, brandmændene, politibetjentene, journalisterne og alle de andre forbipasserende med kontakt til verden udenfor. Alkoholen har de selv, og øllerne kan man gætte på, at de måske har hentet fra andre barers varelagre. To slags indkøb Det gode humør bliver holdt oppe af morbid humor, ført an af Frank, der stolt præsenterer sig som 'The Old Bastard', da han og kæresten Evelyn kommer trissende med poser og tasker som var de på vej hjem fra en helt almindelig indkøbstur. »Vi har da været på plyndringstogt. Som man nu gør. I dag har vi fundet en arm og et ben. Kender I noget til Louisianas køkken? Mmm, det skal gøre godt«, siger Frank med et skælmsk udtryk i sine små levende øjne, der er gemt dybt i et par mørke, indfaldne øjenhuler i overstørrelse. Kvinde med boksetud I virkeligheden indeholder hans pose og Evelyns taske kun den radio, de vandflasker og de andre småfornødenheder, de to helt lovligt har været oppe og hente hos Frelsens Hær eller nogle andre godgørende oppe på Canal Street. Hvorimod der nok har været andre kilder for den hærgede kvinde med boksertud, laset T-shirt og ny stråhat, der kommer trillende med en ordentlig flyder af en kontorstol belæsset med en pelsfrakke og en pelsforet ruskindsjakke stablet oven på en bugnende papkasse og en stråkurv. Truet med skyder Kvinden forsøger snøvlende at fortælle om, hvordan hun er blevet truet med en skyder og slået med en sten, og hun giver også gerne navnet på sin overfaldsmand. Vennerne på Blues Club har tydeligvis hørt historien mange gange før og sender kvinden videre ned ad gaden - helt derned hvor de siger, at den tørlagte del af byen for alvor bliver lovløs og farlig. Kvinden har ingen indvendinger og triller videre med sin stol mod noget, der måske er en slags hjem. Hemmeligt ærinde Da mørket så småt begynder at falde på, skifter gaden karakter. Journalisterne vender tilbage fra deres togter rundt i gaderne og søger mod sikkerheden i Canal Street. I modsat retning kommer først et par brandbiler, så en politipatrulje og til fods et par tungt bevæbnede sikkerhedsvagter i skudsikre veste. De er hyret af en privat arbejdsgiver, som de ikke kan navngive. »Du kan bruge vores navne - Alex og Ralph - men så kan vi faktisk heller ikke sige mere. Jeg er ked af det, men sådan er det bare. Hvem som helst kan hyre os. Men jeg kan ikke sige dig, hvad vi laver«, siger Alex, inden de to fortsætter ned ad gaden, hvor de stopper ved hver anden bygning og tager billeder med deres små sølvgrå digitalkameraer. Mardi Gras værre Deres uniformer viser, at de arbejder for det private sikkerhedsfirma Blackwater, og et godt gæt vil være, at de enten er hyret af et ejendomsfirma, der har mange investeringer i Bourbon Street. Eller at de bare holder et øjebliks turistpause, men i virkeligheden er hyret til at holde øje med et af de store hoteller eller nogle af de mere eksklusive butikker oppe på Canal Street. Om Frank, Evelyn, Vaughn, George og Ted er hyret eller bare har slået lejr, er det ikke helt til at blive klog på. Alle har haft boliger Alle har eller har haft boliger andre steder i byen, og mens George og Ted vistnok arbejder på Blues Club, har de andre deres egne værtshuse. De siger, at Blues Clubs ejer er familiefar og har været nødt til at forlade byen, så nu passer de bare på hans sted. Og på deres lille del af Bourbon Street, der har færre smadrede vinduer end resten. Vennerne er ikke i tvivl om, at byen nok skal rejse sig igen inden længe. Frank forsikrer om, at gadesnavset lige nu vil være at regne for ingenting imod det svineri, der vil være til gadefesten Mardi Gras til februar. Ingen nævner det ulækre og bakteriebefængte helvede af døde kroppe, som borgmester Ray Nagin siger, vil vise sig, når resten af byen bliver tømt for vand. Cowboytypen Vaughn er mere optaget af, at byen nok skal komme igen. »Sådan nogle som os slipper man ikke så nemt af med«.