Arabisk valg

I ALT 32 millioner egyptere havde i går stemmeret ved valget af landets præsident for de næste seks år. Resultatet var på forhånd omgærdet af mindre interesse end den politiske proces, alene fordi præsidenten gennem de seneste 24 år, Hosni Mubarak, trods en velvoksen alder stillede op til genvalg og med sin magt over medier og en ikke helt gennemskuelig valghandling måtte regnes for sikker vinder. Når dertil kom, at hans værste rivaler i Det Muslimske Broderskab slet ikke var tilladt opstilling, er valgets reelle demokratiske indhold i velvilligste fald overskueligt. Og dog. 'Valget' gav for første gang egypterne en chance for at vælge mellem flere kandidater, og skønt kontrolleret af Mubarak var de øvrige ni kandidater ikke kun ukritiske nikkedukker. Egypten tog faktisk hul på en pluralistisk fremtid. Algeriets udenrigsminister, Mohamed Bedjaoui, sagde her i avisen, at demokrati vil være uomgængeligt, også i den arabiske verden, men dels at det kræver tålmodighed, dels at uddannelse er en forudsætning for, at demokrati giver mening. Opfordringen til tålmodighed er utvivlsomt rigtig, demokrati vil ikke komme på en studs, om end Libanons folkelige oprør i foråret mod syrisk besættelse har givet anledning til optimisme. Kravet om moderne uddannelser som en demokratisk præmis er derimod rigtig tvivlsomt, for adskillige ulande - deriblandt det største: Indien - har i årevis praktiseret et troværdigt demokrati, selv om mange vælgere hverken har kunnet læse eller skrive. Når demokratiet alligevel har virket, skyldes det snarere vælgernes tillid til at deres stemme kunne gøre en forskel. Altså at magthavere reelt stiller sig til ansvar og kan genvælges eller kasseres, ligesom vælgerne frit kan vælge mellem reelle alternativer. Både Algeriets og nu Egyptens magthavere har vovet pelsen og tilladt i hvert fald nogle af deres kritikere at få ørenlyd. Nye bevægelser dukker op, nye stemmer formulerer alternativer til den herskende magt. De kan blive svære at censurere og undertrykke igen. Men politisk - og økonomisk - liberalisering er en nødvendighed for at opnå den velfærd og vækst, som de arabiske samfund har behov for. Det vil og skal, som den algeriske udenrigsminister siger, også være den arabisk verdens dagsorden.