Turister kræves fængslet for at dyrke sex

Lyt til artiklen

Et græsk parlamentsmedlem kræver en gruppe britiske turister udleveret til retsforfølgelse i Grækenland, fordi de har dyrket sex på barer og strande på ferieøen Zakynthos, der besøges af et stort antal unge festglade europæere. Dimitros Varvarigos siger til The Guardian, at det er på tide at statuere et eksempel over for de snesevis af britiske turister, der »på det groveste har krænket den offentlige moral« i Grækenland. Vil identificere turister Fotografier af opstemte turister, der forlystede sig med oralsex i byen Laganas, havnede for nylig på forsiden af en avis i Athen, og det har fået de græske myndigheder til at forsøge at identificere turisterne og deres rejseledere. »De unge briter optræder beklageligvis på fotografier, hvor de foretager sig ting, som ikke bare er vulgære, men også rent ud sagt kriminelle«, siger Varvarigos, der repræsenterer Socialistpartiet i det græske parlament. »Vi taler om masser af mennesker (på billederne, red.). Vi bør lokalisere så mange som muligt af dem og om nødvendigt kræve dem udleveret, så de kan få deres straf«, siger han. »Det kan i henhold til græsk lovgivning betyde fængselsstraffe på to til tre år, men det ville statuere et eksempel«. Var et fredeligt feriested Blandt de fastboende på øen er der voksende vrede over de britiske turister, der drikker sig fra sans og samling og derefter kaster sig ud i grænseoverskridende udskejelser. Indtil for nylig var Laganas et fredeligt feriested, der mest var kendt for de karetteskildpadder, som lægger deres æg på de lokale strande. Irer blev dræbt Turisterne begyndte at strømme til Zakynthos, da politiet skærpede kursen over for de vilde fester i Falirakis på øen Rhodos, efter at en ung irer sidste år blev dræbt under et værtshusslagsmål. I begyndelsen var de lokale faktisk glade for de mange nye turister. »Men i år lagde vi mærke til, at det var turister af en helt anden støbning. De var langt yngre, og de drak sig hønefulde fra meget tidligt på dagen«, siger Vasilis Vosaitis, der har drevet et biludlejningsfirma i Laganas siden 1985. Dyrkede sex i bil Vosaitis fortæller, at han for nylig så en mand spadsere »splitternøgen« ned ad byens neonoplyste hovedgade. »Og forleden aften så jeg et par, der dyrkede sex i en bil lige foran mig. Jeg kunne dårligt tro mine egne øjne«, tilføjer han. Da nyheden om de narko- og alkoholpåvirkedes turisters udskejelser i forrige uge bredte sig over hele Grækenland, gik myndighederne tilsyneladende i panik og lukkede adskillige barer, der lagde lokaler til seksuelle selskabslege »uden grænser«. Orgier En af disse barer, 'Baywatch Beach Club', blev lukket, da man greb rejseledere i at fungere som indpiskere i orgier, hvor druk og sex var de vigtigste ingredienser. »De lokale kimer mig ned for at klage over larmen og de unge menneskers opførsel«, siger byens viceborgmester, Stavros Papadatos. »Men selv mener jeg, at det ville være forkert at straffe dem. De fleste af dem er mellem 15 og 18 år, og når de går i byen første aften, er de som regel søde og rare unge mennesker. Anden aften er de som forvandlede - de er aldeles hæmningsløse og plørefulde«. Går fra forstanden Papadatos er ikke i tvivl om, hvem der bærer skylden: rejselederne og de græske indehavere af Laganas' over 200 barer og klubber. »De må hver tjene en 7.000-8.000 kroner per aften på at arrangere ture fra værtshus til værtshus. Og det er under disse ture, at unge britiske piger og drenge tilsyneladende går fra forstanden. Der bliver serveret opblandet spiritus for dem, og de drikker konstant i mange timer. Så kan man vel ikke bebrejde dem, at de bliver stærkt berusede«. Turismeminister vil drøfte situationen Politiet i Laganas siger, at det slet ikke har kapacitet til at gribe ind over for krænkelser af den offentlige ro. Der er blot 12 betjente til at holde øje med de over 10.000 turister, der befinder sig på øen i højsæsonen. Britiske kvinder er blevet voldtaget af britiske mænd, og de græske medier har krævet en skrappere kurs over for de »engelske hooligans«. Turistministeren flyver i denne uge til Zakynthos for at drøfte situationen med de lokale myndigheder. Afhængige af turister Men det er vanskeligt at finde den rette balance mellem offentlig ro og turisternes krav. De fleste fastboende er afhængige af turistindustrien og ønsker derfor ikke at brokke sig alt for højlydt. »Vi må finde en løsning, der sikrer, at turisterne kan more sig i Grækenland uden at støde lokalsamfundet, og det er en vanskelig opgave«, siger Aristides Kaloeropoulos, der er chef for Grækenlands Turistråd. Oversættelse: Tonny Pedersen

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her