Mo Mowlam, der som britisk minister med ansvar for Nordirland, var med til at sikre Langfredags Fredsaftalen for den britiske provins i 1998, er død, siger en talsmand for Mowlams familie. Hun blev 55 år. Mo Mowlam var minister for Nordirland i premierminister Tony Blairs første regering fra 1997 og to år frem, inden Blair gav hende et mindre krævende ministerjob. Hun var da ramt af kræft og i flere perioder ude af stand til at arbejde. Populær politiker Hun blev hurtigt populær i den britiske befolkning for hendes ligefremme og direkte fremtoning, og da hun trak sig tilbage fra politik i 2001 på grund af problemer med helbredet, var hun en af de mest populære politikere i Storbritannien. Mens hun stadig var minister, tog hun i 1998 på et risikofyldt besøg hos halvmilitære probritiske fanger i det nordirske Maza-fængsel i et forsøg på at overtale de militante protestanter til at støtte en fredsaftale for Nordirland, den såkaldte Langfredagsaftale, der havde som mål at afslutte 30 års blodige stridigheder mellem katolikker og protestanter i Nordirland. Det lykkedes hende at overtale de militante protestanter, og hun fik stor anerkendelse fra alle sider for sin indsats. Røg hash - og inhalerede Hun var aldrig bange for at sige sin mening lige ud og det bragte hende i vanskeligheder i konservative kredse i Storbritannien. Som minister for bekæmpelse af narko, indrømmede hun, at hun selv havde røget hash som ung. »Jeg var barn af 1960'erne. Jeg prøvede hash, og i modsætning til præsident Clinton inhalerede jeg«, sagde hun. Mo Mowlam blev født i Watford i 1949 og underviste på flere britiske universiteter, inden hendes politiske karriere tog fart i 1980'erne. Britiske og irske politikere udtrykte sorg over hendes død. »Mo Mowlam arbejdede utrætteligt for fred i Nordirland. Hendes død vil berøre alle, der kendte hende«, sagde den irske premierminister, Bertie Ahern.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























