Flyselskab peger fingre ad lufthavn

Der er stadig ingen sikker forklaring på, hvorfor flyet brød i brand. - Foto: AP
Der er stadig ingen sikker forklaring på, hvorfor flyet brød i brand. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Rygterne fyger i de franske medier om, hvad der tirsdag fik et Air France-fly til at styrte i Pearson-lufthavnen i Toronto i Canada med 309 personer om bord. Var det et lynnedslag, en stærk storm eller noget helt tredje? Sorte bokse skal bjærges Air Frances informationsdirektør, Jean-Cyril Spinetta, har sagt, at det endnu var for tidligt at fastslå årsagen til havariet, men lovede »fuld åbenhed« fra flyselskabets side under opklaringsarbejdet. Han oplyste, at Air France købte flyet nyt i 1999 og understregede, at Air France foretrækker at vente, til myndighederne har bjærget flyets sorte boks og dermed kan få et overblik over, hvad der er foregået i sekunderne op til ulykken. Seneste serviceeftersyn på flyet fandt sted 15. juli. Flyet har været i luften 28.418 timer og foretaget 3.711 starter og landinger. Flyets andenpilot meldte, at de havde nok brændstof, og at landingsbanen også var lang nok. Ansvaret Jean-Cyril Spinetta understregede dog, at det var de »canadiske luftfartsmyndigheders ansvar«, at lufthavnen i Toronto »var blevet genåbnet«. Ligesom hans underdirektør, Pierre-Henri Gourgeon, på et pressemøde i Paris påpegede, at »Air France-flyet havde ventet et stykke tid«, og »var det første fly, som landede, efter at landingsbanerne blev genåbnet«. Han afviste dog - i modsætning til vidneudsagn fra passagerer om bord på flyet, at der skulle have været et decideret lynnedslag i flyet. Voldsomt uvejr Lufthavnen var sat i højt alarmberedskab på grund af faren for lynnedslag og havde umiddelbart før styrtet været lukket kortvarigt på grund af et voldsomt stormvejr. De canadiske myndigheder forsøgte at sende sorteper tilbage til Air France, idet Brian Lackey, næstkommanderende for den daglige drift af Torontos luftfartsmyndigheder, sagde til Associated Press, at Air France-flyet havde rigeligt brændstof i tankene til at flyve til Montreal eller en anden lufthavn, hvor vejret var bedre, men at den slags »er pilotens beslutning«. Piloterne Canadas transportminister, Jean Lapierre, sagde, at »flyet tilsyneladende havde forsøgt at lande for sent, hvilket ville forklare, hvorfor det kørte 200 meter af banen«. Air France har vanskeligt ved at acceptere hentydninger til, at det skulle være piloternes fejl. Såvel kaptajnen som andenpiloten - der foretog indflyvning og landing - er særdeles erfarne flyvere med henholdsvis 15.000 og 10.700 flyvetimer på bagen. Chris Yates, luftfartsekspert fra tidsskriftet Jane's Transport Magazine, siger til AP, at ulykken sandsynligvis skyldtes det voldsomme vejr - og at en beslutning om, hvorvidt det er forsvarligt at lande, afhænger af en kombination af »flyvelederes dømmekraft og piloternes evner«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her