Hundredtusinder af ukrainere, der sidste år demonstrerede imod svindel ved præsidentvalget, gjorde en række symboler og paroler på orange baggrund verdensberømte. Symbolernes kraft var med til at fremtvinge et omvalg, der bragte oppositionshelten, Viktor Jusjtjenko, på præsidentposten, men forleden blev det afsløret, at hans 19-årige søn Andrij har fået copyright på revolutionens logoer. Andrijs dyre vaner med en 600 kvm stor taglejlighed i centrum af Kijev, en BMW-sportsvogn, en mobiltelefon i platin til en værdi af omkring en kvart million kroner og kostbare eskapader på natklubber har længe skabt opsigt i den ukrainske hovedstad. Nu mener ukrainske medier, at revolutionens symboler er pengemaskinen bag sønnens ekstravagante vaner. Beskyttelse mod 'illegal brug' Mykola Katerintjuk, juridisk rådgiver for Jusjtjenkos valgkampagne og nu vicechef i skattedepartementet, sagde tidligere på ugen til ukrainsk presse, at hun gav Andrij copyright efter omvalget i december. »Disse logoer blev skabt af Viktor Jusjtjenko. Jeg gav personligt Andrij Jusjtjenko retten til at bruge dem«. Katerintjuk siger, at han ikke ved, hvor store indtægter det har givet Andrij, »men det må hans selvangivelse vise«. Præsidentens pressekontor oplyser, at det skulle beskytte symbolerne »imod illegalt brug«. Revolutionen privatiseret Ukrainskaya Pravda rapporterede om affæren under overskriften: »Kan Jusjtjenkos søn privatisere revolutionen?«. Det var samme avis, der først skrev om Andrijs udskejelser. Bladet tog angiveligt sagen op, fordi man fra sine vinduer iagttog, at Andrijs og hans venindes vilde bilkørsel var til fare for andre. Ukrainskaya Pravda har også efterforsket Andrijs angiveligt lyssky forretningsforbindelser. Det skulle bladet aldrig have gjort, mener Andrijs far. 25. juli sagde han til bladets journalist Serhij Lesjtjenko, at denne ikke skulle optræde som »lejemorder«. Barske ord fra Jusjtjenko Lesjtjenkos spørgsmål til præsidenten om sønnens færden fik Jusjtjenko til at anklage ham for »aldrig at have brugt et øjeblik på at forsvare pressefriheden«, men i stedet at skrive artikler bestilt af agenter fra det tidligere regimes efterretningstjeneste. Det udløste ramaskrig blandt journalister og redaktører, der anklager Jusjtjenko for at genskabe et klima af censur. I et åbent brev, underskrevet af over 200 ukrainske journalister, opfordres Jusjtjenko til at indfri sit valgløfte om at sikre fuld pressefrihed. »Vi mener ikke, at det sprog og den tone, som De brugte i svaret på spørgsmål om Deres søns livsstil, er en leder af et demokratisk europæiske land værdigt«, hedder det i brevet. »Samfundet har den fulde ret til at kende til Deres families indtægter, forbrug og livsstil«. I Jusjtjenkos svar hedder det: »Præsidentens familie må leve i pressens søgelys, men må ikke nægtes retten til et privatliv«. Medierne »Siden han overtog posten for seks måneder siden, har Jusjtjenko ikke holdt sig tilbage for at fortælle landets medier, hvad de skal rapportere om eller ikke«, skriver Kyiv Post. I april kritiserede Jusjtjenko f.eks. pressen for at »beskæftige sig for meget« med, at justitsministeren uretmæssigt har prydet sig med en grad fra Columbia Universitetet. »Hvad hvis Lenin havde haft børn, der privatiserede det røde flag og hammer og segl?«. Det spørgsmål stiller sociologen Irina Bekesjkina i en kommentar i Kyiv Post. Hun minder om alle de mange fattige, der ikke tænkte på penge, da de forsvarede Jusjtjenko under revolutionen, men kun krævede »et retfærdigt og ærligt Ukraine« af ham under parolen: »Jusjtjenko - TAK!« (Jusjtjenko - JA!). »En parole, der er privatiseret af Jusjtjenkos søn«. Guldmine Bladet skriver i en leder: »Med andre ord er Andrij blevet givet en guldmine, en mine, der, hvis det tillades at udstrække metaforen, er gravet ud af de borgere, der gik i gaderne for at forsvare den orange revolution. Selv om situationen er kompliceret af Ukraines ineffektive copyrightsystem, så er det i princippet sådan, at hver gang, der sælges en TAK!-kalender i en boghandel, skal Andrij have en andel. Hvor ekstremt afskyeligt. Ingen, der sov ude i sneen for at beskytte Viktor Jusjtjenko, gjorde det for at give hans søn en malkeko«. Det fremgår af ukrainske reaktioner, at affæren giver Jusjtjenkos image alvorlige ridser i lakken og viser, at gamle vaner dør langsomt.