Turister trodser terror i Sharm el-Sheikh

Rolf Schmidt troede næsten ikke sine egne ører, da han dagen efter terrorbomberne i Sharm el-Sheikh modtog de første telefonopkald. Det var folk, der ønskede at booke dykkerferier hos hans firma, Sinai Divers. Uanset at tre kraftige bomber dagen forinden havde dræbt op mod 88 mennesker - dødstallet er stadig usikkert - og de fleste vestlige ambassader advarede mod at tage til området. »Vi har fået masser af aflysninger, selvfølgelig, omkring 30 procent. Det havde jeg forventet. Men vi har også fået 10 nye reservationer. Det havde jeg ikke regnet med«, siger tyskeren, der har drevet sit firma på Sinaihalvøens sydlige spids igennem 30 år. I de tre årtier har han set turiststrømmens spæde begyndelse og dens nedture, når der var uro i området. Han nævner den første Golfkrig i 1991, Luxormassakren på 58 turister i 1997, 11. september-attentatet i 2001 og invasionen af Irak i 2003 som eksempler på begivenheder, der fik turismen til at gå i stå næsten fra den ene dag til den anden. Fare alle vegne Men ikke denne gang. »Det er helt nyt, at folk synes at komme sig så hurtigt. Det tror jeg har en meget enkel grund: Madrid og London«, siger Rolf Schmidt. Før i tiden havde turisterne det sådan, at de følte sig personligt udsat, hvis de rejste til et uroligt område, forklarer han. Nu, hvor vi de seneste år har set bomber i New York, Washington, Bali, Casablanca, Istanbul, Madrid og London - for nu bare at tage de værste - har mange vesterlændinge konkluderet, at de er i fare, uanset om de bliver hjemme eller rejser ud, og uanset hvor de rejser hen. »Når terroren bliver dagligdags, ændrer den karakter. Folk ser den ikke længere som noget isoleret, men som noget, de bliver nødt til at leve med«, siger tyskeren. Man skal ikke gå langt rundt i Sharm el-Sheikh for at få hans ord underbygget. For selv om mange mennesker er rejst hjem - nogle hoteller melder, at de kører på under 30 procent af normal belægning - er mange andre blevet. Efter at have holdt sig inde på deres værelser den første dag går de, nu hvor chokket har lagt sig, igen på stranden og i gaderne. »Det giver ikke mening at tage hjem. Der bomber de jo også«, siger den 20-årige brite Robert Gillen fra Suffolk nær London, mens hans jævnaldrende veninde Emily Abbott nikker. »Desuden ville det være lige, hvad bombemændene ønskede. Så hellere blive her. Desuden føler jeg mig faktisk sikrere nu - politiet er virkelig opmærksomme«, tilføjer han. »Vi skal jo leve«, supplerer veninden. Nye gæster De seneste dage har trafikken i Sharm el-Sheikhs internationale lufthavn mest været ud af landet. Men også de indgående fly har passagerer med. En af dem er den 45-årige hollandske langturschauffør Peter Stekelburg fra Rotterdam, der ankom mandag. »Da jeg vågnede om morgenen lørdag og hørte om bomberne, strøg jeg ned til rejsebureauet for at aflyse min tur. De sagde, at jeg ikke kunne få pengene igen. Det tænkte jeg lidt over, og mandag besluttede jeg mig for at tage af sted alligevel«, siger han. Før i tiden ville han måske have ladet billet være billet, siger han. »Men så tænker man, at det kan jo lige så godt være Amsterdam eller Rotterdam, der bliver det næste mål«. Den samme besked høres igen og igen på Sharm el-Sheikhs gader. Der er undtagelser - folk, der er bange for at forlade hotellet og kun venter på det første ledige fly. Men langt de fleste har valgt at acceptere, at de lever i en tid, hvor intet er sikkert. Ingen danskere Danske turister finder man ingen af. Men det skyldes mere de danske rejsebureauers regelsæt, der gjorde, at de enten kunne rejse hjem med særfly søndag og mandag eller selv betale resten af opholdet. Politiken talte søndag med to, der ellers ville have overvejet at blive - dels for ikke at belønne bombemændene, dels fordi København måske bliver det næste bombemål. Terrorisme er, i nærværende skribents ordbog, at anvende vold mod civile for at opnå et politisk mål gennem den frygt, volden skaber. Det virker. Frygten er der. Men det nye er, at den er blevet mindre effektiv. For når faren er overalt, og intet sted er sikkert, bliver den udvandet. Den lægger sig ikke i små toppe på landkortet, men bliver spredt ud i et tyndt lag. Man så det i fredags i London, da mange undergrundstog var proppet med folk på vej hjem fra arbejde. Der var nervøse blikke. Men dagligdagen kaldte, og folk vendte tilbage til togene. Opførslen er typisk for områder i krigslignende tilstand som Irak og Vestbredden. Både irakere og palæstinensere trodser raketterne fra henholdsvis oprørere og israelsk militær og går på café, hvis de har muligheden. Hjemmet er alligevel ikke meget mere sikkert. Mønsteret Reaktionerne blandt Londons borgere og Sharm el-Sheikhs turister minder endnu mere påfaldende om Israel, der i modsætning til de foregående to områder er et rigt og velfungerende samfund. Trods bombetrusler er cafeerne her fyldt aften efter aften. »Der er et typisk mønster her. Lige efter en bombe er folk stille. Men et par dage efter begynder de at gå ud. De prøver at fortsætte deres liv, går i biografen og teatret. Når jeg krydser en parkeringsplads foran et indkøbscenter, er tanken der altid i baghovedet, men man affinder sig med den«, siger den 61-årige marketingchef Rina Shmueli fra Haifa. »Det, jeg ser ske med folk i Vesteuropa og USA nu, er det samme. Folk er bekymrede, men de ønsker at komme videre«, siger hun. Fast arbejde I Sharm el-Sheikh er Mohammed Borhamy Abu al-Fadl, der er overtjener på en af de mange gaderestauranter, optimistisk. For ham er det ikke ligegyldigt, om Vestens borgere har ændret adfærd. Hans liv afhænger af, om turismen sikrer hans arbejde. »Jeg kan føle, at det er noget anderledes nu, efter Madrid og London. Folk forstår, at det ikke nytter at flygte«, siger han. »Faktisk er jeg både trist og glad efter bomberne. Trist, fordi så mange mennesker døde. Men også glad, fordi jeg føler, at terroristerne har fortalt os, at de frygter os nok til at ville angribe os. Og jeg tror, at alle egyptere nu vil forenes i kampen mod terroren«. Et stort fly buldrer over den blå himmel lige over ham, på vej mod lufthavnen. »Det er på vej hertil. Men er det tomt eller fuldt? Fuldt, håber jeg«.