Ofrene har svært ved at tro på IRA

Timothy Parry var 12 år, da han blev endnu et offer i den nordirske konflikt. Han var taget hen til indkøbscentret i den nordengelske by Warrington for at købe et par fodboldshorts, og da den første af de to bomber sprang, forsøgte han at løbe væk - i stedet kom han for tæt på den anden bombe og fik svære kvæstelser i hovedet. Der gik tre timer, før Timothy blev identificeret, og tre dage, før lægen på hospitalet i Liverpool meddelte hans familie, at der ikke var noget håb. Efter yderligere et par døgn - 25. marts 1993 - udåndede han uden at være kommet til bevidsthed. Hans far, Colin, kaldte ham en »forbandet god knægt« og tilføjede om sin søns mordere, at »IRA - dem har jeg slet ikke ord for«. For det var Den Irske Republikanske Hær, der havde plantet bomberne i to skraldebøtter i indkøbscentret. Mistro Da IRA torsdag eftermiddag bekendtgjorde, at hæren agtede at nedlægge våbnene og for fremtiden ville søge at nå sine politiske mål med fredelige midler, reagerede flere af ofrene for IRA's over 30 år lange terrorkampagne - blandt dem Colin Parry - med nogen mistro. »Jeg er skeptisk som de fleste andre. IRA har haft det med at lokke folk med historier om et forjættet land, men vi er ikke nået dertil endnu«, konstaterede han i et interview med tv-stationen Channel Four. Ikke desto mindre hilste Colin Parry, der efter sin søns død oprettede en fond i hans navn i håbet om at fremme større forståelse mellem konfliktens parter, IRA's erklæring velkommen og sagde, at han trods alt var mere optimistisk end pessimistisk. Måske, sagde Parry, vil mange mennesker som han kunne lægge smerten og lidelsen bag sig. Intet nyt Andre er dog mere skeptiske. William Frazer fra det urolige grænseområde South Armagh mistede fem familiemedlemmer under konflikten og siger ifølge The Independent, at der for ham at se desværre ikke er noget nyt i erklæringen. »Formuleringen er ændret en smule, men hvis man ser på de gamle IRA-erklæringer fra de sidste 80 år, så ligner de hinanden meget. Mine onkler, venner og naboer blev faktisk skudt under våbenhvilen, så for mig betyder våbenhvilen ingenting«. Frazers far, Robert, blev myrdet af IRA i august 1975. Han tjente i Ulster Defence Regiment, der indgik i den britiske hær og bestod af nordirske frivillige. Men den lørdag havde han netop hjulpet en ven på en gård og skulle til at køre hjem derfra, da to hætteklædte IRA-folk dukkede op, skød ham og derefter flygtede over grænsen til Irland i hans bil. Base nedlægges Netop det engang så urolige South Armagh var fredag skueplads for nogle af de første mærkbare ændringer i Nordirland efter IRA's erklæring. Den britiske hær er gået i gang med at nedlægge en observationspost og en base i området og vil også rive et vagttårn ned. Det er første skridt i den 'sikkerhedsnormalisering', som - hvis IRA ellers holder løftet om at skille sig af med sine våben - vil accelerere i de kommende måneder. Ansvarsløst Hærens beslutning er ikke overraskende blevet vel modtaget af IRA's politiske gren, Sinn Fein, mens det probritiske unionistiske Democratic Unionist Party har kaldt initiativet kriminelt ansvarsløst. Partiet reagerede skeptisk på IRA's skridt og var ligeledes alt andet end begejstret for beslutningen om at løslade IRA-manden Sean Kelly dagen inden erklæringen. Kelly var en af mændene bag Shankill Road-bomben i Belfast. Han og en anden IRA-mand bombede i oktober 1993 en fiskeforretning og dræbte ni protestanter - heriblandt forretningens indehaver, John Frizzell, og hans ene datter, Sharon McBride. Sean Kelly blev idømt ni livsvarige fængselsstraffe, men blev senere løsladt for fem år siden i forbindelse med den amnesti, der var en del af aftalen langfredag 1998. For nylig blev han anholdt under mistanke for igen at være indblandet i terrorisme, og løsladelsen af ham - på et tidspunkt, da alle vidste, at der var en IRA-erklæring på vej - blev opfattet som en gestus fra myndighedernes side. Nægter at være bitter Det ser den myrdede fiskehandlers datter, Beth McGrath, relativt filosofisk på, for selv om også hun er en smule skeptisk over for IRA's intentioner - organisationens mål forbliver de samme, mener hun - så nægter hun at være bitter. »Jeg tillader ikke mig selv at blive vred eller følelsesmæssigt engageret omkring hans løsladelse ... Jeg ville blot stille hindringer i vejen for min vækst og min helingsproces, mit liv og mine børns liv, hvis jeg tillod mig selv at blive bitter eller vred«, siger Beth McGrath til den britiske tv-station BBC. For at fredsprocessen virkelig skal kunne lykkes, er det næppe nok at komme med erklæringer. Et bedre sted Folk ude i samfundet skal kunne leve med hinanden, og McGrath ser da også paralleller mellem »landets heling og min egen helingsproces«. »Min egen heling vil fortsætte i sit eget tempo. Erklæringer som denne vil ikke påvirke den så meget, men jeg vil gerne tro, at den kan bidrage til at gøre det her til et bedre sted for folk i al almindelighed - hvis vi kan finde en måde at lægge vores uenighed til side på og bevæge os fremad«.