Bombeangrebene i hjertet af Egyptens turistindustri har efter al sandsynlighed ingen direkte forbindelse med de seneste to ugers angreb i London. Derimod er der ikke den store tvivl om, at selvmordsbomberne i begge angrebsbølger tilslutter sig al-Qaedas ideologi, siger den internationalt anerkendte terrorekspert, svenskeren Magnus Ranstorp. »Der findes intet logistisk eller timingmæssigt mønster, der binder episoderne i London og Sharm el-Sheikh sammen. Det tager måneder at planlægge et sådant angreb, og det er højst usandsynligt, at nogen har haft evne til at planlægge så store operationer samtidigt«, siger Magnus Ranstorp, der er chef for Center for the Study of Terrorism and Political Violence, St. Andrews Universitet i Skotland. Han mener heller ikke, at aktionerne skærper risikoen for angreb i Danmark - det gør til gengæld bomberne i London, siger han. Intern uenighed »Al-Qaeda-grupper er internt uenige om, hvorvidt man skal fokusere på at ramme mål i vestlige byer eller terrorisere arabiske regeringer, som man vil destabilisere. London var udtryk for det første, Sharm el-Sheikh var udtryk for det sidste. Men det handler ikke om et enten-eller - begge dele sker parallelt«, siger Magnus Ranstorp, der mener, at bombeangrebene havde til formål at lamme Egyptens økonomi. »Og det gør man bedst ved at ødelægge turistindustrien, der er selve rygraden i økonomien«, siger Magnus Ranstorp. Egypten er næststørste modtager af økonomisk bistand fra USA efter Israel. Samtidig ønsker mange at hævne sig på myndighederne, der siden de mange bombeangreb mod turister i 1990'erne har arresteret tusindvis og flere gange er blevet internationalt kritiseret for at krænke menneskerettighederne. Hårdt slag »Myndighedernes hårde linje har skabt en ond cirkel af fjendskab«, påpeger Ranstorp, der afviser, at angrebene kan være særligt knyttede til Palæstinaproblemet, selv om området er trækplaster for israelske turister. I fjor omkom over 30 - overvejende israelere - ved flere bombeeksplosioner i grænsebyen Taba, få hundrede meter fra den israelsk-egyptiske grænse. Selv om Sharm el-Sheikh er et yderst populært feriemål, hvor også danske børnefamilier og andre turister hvert år holder bade- og dykkerferie, er det første gang, at stedet har lokket turistfjendtlige terrorister til. Nu regner Magnus Ranstorp med, at Egypten må se frem til endnu en mørketid som i midten af 1990'erne, hvor vestlige turister holdt sig langt væk fra pyramiderne og de farverige koralrev. »Angrebet i Sharm el-Sheikh kommer til at koste op mod en kvart million job i den egyptiske turistindustri«, siger Ranstorp.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























