Terroristerne bomber turismen langt væk

Den unge tjener med det bedrøvede blik kigger ud over den tomme brede gade, der normalt myldrer med turister her midt på formiddagen. »De er væk«, siger han. »Væk. Tre år tog det os. Nu er de væk«. Indbyggerne i den egyptiske badeby Sharm El-Sheikh prøvede at rumme de uhyggelige begivenheder, de var blevet vidne til natten mellem fredag og lørdag. Da tre bomber sprængte byens hidtil uangribelige ferieidyl, begravede den i murbrokker og glassplinter og blæste turisterne væk mod de fire verdenshjørner. Bevogtet by Den vigtigste ferieby ved Det Røde Hav, Sharm i daglig tale for egypterne, leverer også, direkte eller indirekte, det daglige brød til titusinder af egyptiske familier. De led dybt, da terrorangrebene 11. september for over tre år siden sendte den internationale turisme til tælling. Men Sharm El-Sheikhs ry som en af de sikreste og bedst bevogtede byer i Mellemøsten fik efterhånden turisterne til at komme igen. Lige til denne weekend. Usikkerhed om dødstal De nøjagtige dødstal er omdiskuterede. De fleste egyptiske og internationale medier har brugt tallet 88 døde - 81 egyptere og 7 udlændinge, heraf en italiener og en tjekke, mens de øvriges nationalitet er uklar - med henvisning til kilder i politi og sundhedsvæsen. Men sundhedsminister Mohamed Awad Tag Eddin siger, at der kun var 63 døde. Samme uklarhed gjaldt opklaringen. Nyhedsbureauerne satte tallet af arrestationer til mellem 70 og 93. Ifølge Associated Press omfattede det forældrene til en eftersøgt fra en terrorbombe i oktober 2004 mod Hiltonhotellet i Taba, som politiet mener kan have udløst en af selvmordsbomberne i Sharm El-Sheikh. Nu skal forældrenes dna sammenlignes med dna-spor på bombestedet. Flest egyptere blandt ofrene Midt i alt dette står Sharm El-Sheikhs indbyggere tilbage og prøver at forstå, hvad der egentlig var sket. Hvorfor lige netop de blev udset til det seneste granatnedslag for den internationale terrorisme. Hvorfor alle tre bomber syntes at gå direkte efter at ramme så mange egyptere som muligt - og ikke turister. »Jeg bliver dig svar skyldig. Måske prøver terroristerne at sende os en besked, men i så fald forstår jeg den ikke«, siger butiksejeren Ehab Ahmed Fakher, mens han ser på den bygning, der indtil lørdag morgen husede hans to butikker med dykkergrej. 300 kilo sprængstof Her, lige uden for Sharm El-Sheikhs gamle marked, eksploderede den første bombe omtrent kvart over et lørdag morgen. En bil rullede op ad hovedgaden og detonerede med det, politiet vurderede til omkring 300 kilo sprængstof. Godt 24 timer efter er der stadig store ar i gadebilledet. Midt i asfalten er der et hul, næsten en meter i dybden og mere end tre meter i bredden, hvor bilen eksploderede. Der er ikke noget tilbage af den - den slags sprængkraft knuser en bil til smådele, og de er indsamlet af politiet. Ruder på begge sider af gaden er trykket ind. Hele facaden af et treetages butikskompleks er som skrællet af med en sløv kniv. »Begge mine butikker lå deroppe«, siger Ehab Ahmed Fakher og peger på anden sal, »og min kones butik med børneudstyr blev også raseret. Men bare vent, vi bygger dem op igen på ingen tid! En uge, så er de åbne igen! Bare vent og se!«, siger han energisk. Døde efter 15 timer Lysten til at slå igen lyser ud af mange mennesker i Sharm El-Sheikh. De prøver trodsigt at falbyde deres varer til de få turister, der slentrer gennem gaderne. De rydder op og taler om, at det nok skal gå. Men mange andre er bøjede af tab. Som den 58-årige taxachauffør Samir Soliman, der sammen med nogle venner er mødt op på byens internationale hospital for at få udleveret liget af deres ven og kollega, Ayman Mohammed Hassan. Han blev dræbt ved sin bil af den første bombe. »Det tog ham 15 timer at dø af sine sår«, siger Samir Soliman stille, lige inden en læge kalder ham hen med beskeden om, at liget nu kan udleveres. Det er godt nyt: Så kan venner og slægtninge nå at begrave det hurtigt, som islamisk skik foreskriver. De næste to bomber sprang små fem kilometer væk, i Naama Bay. Her ligger de fleste internationale hoteller. Omtrent kl. 1.20 kørte en bil igennem en afspærring til det luksushotel, der måske var dårligst beskyttet, Ghazala Gardens. Den sprang i luften helt oppe ved indgangen og tog det meste af facaden med sig. Samt en stribe egyptere, der stod ude på hovedgaden og ventede på busser. Sprængladningen menes at have været lidt mindre end den første bombe. Og to minutter senere sprang den mindste bombe, sandsynligvis båret i en taske, en halv kilometer derfra, på en parkeringsplads i Naama Bays sydlige del. Også her var langt de fleste ofre egyptere på vej hjemad. Konspirationer Der ligger en buket blomster i cellofan på bombestedet. Hvorfor så mange egyptiske ofre? For de fleste indbyggere i Sharm El-Sheikh, Politiken talte med, var der kun én løsning. Bomberne var ikke plantet af al-Qaeda, men af Israel. »Bombemændene kunne have valgt andre steder eller andre tider, så havde de dræbt mange flere udlændinge. Se dog på forløbet. Lige på det tidspunkt, de to bomber i Naama Bay springer, tager vi alle hjem - jeg var meget tæt på den midterste bombe. Og bomben mod markedet ramte et sted, hvor der næsten kun er egyptere«, siger den 24-årige boghandlerassistent Muftah Mohammed Abdelhakim. »De ønsker at knække Egypten. Sharm beskæftiger mindst 50.000 mennesker og henter milliarder ind hvert år. Det vil israelerne ikke have«. At dette netop kunne være al-Qaedas tanke - ramme turismen og skabe konspirationsteorier mod Israel på samme tid - er en tanke, der preller helt af på ham. Turister bliver De nationale følelser sidder uden på tøjet. Og uanset om Abdelhakims forklaring har det mindste på sig, er det tydeligt, at den vil farve Egypten - og store dele af den arabiske verden - mange måneder frem. Den er ganske enkelt for bekvemt alternativ til, at muslimer slår muslimer ihjel. Midt i fortvivlelsen er der en smule håb. De lokale sjusser, at 'kun' to tredjedele af turisterne var forsvundet. Resten valgte at sige, at de gjorde mest gavn ved at blive. Som den belgiske gruppe, der ikke har tænkt sig at bytte billetterne til en tidligere dato. »Lørdag blev vi på hotellet. Men i dag vil vi ud at se - det er nok mere det, de lokale har brug for, end at vi tager af sted«, siger Patricia Seynhoeve. »Og ærlig talt, hvor skal vi tage hen? Næste gang er det måske Antwerpen eller Bruxelles. Der er ingen sikre steder mere«, tilføjer hun.