Mindst 52 af USA's terrormistænkte fanger på militærbasen Guantánamo i Cuba har siden ugens begyndelse nægtet at spise. Det amerikanske forsvarsministerium har bekræftet rapporter fra to afghanske fanger, der blev løsladt i mandags, om at nogle fanger er gået i sultestrejke. Der er dog modstridende oplysninger om, hvor omfattende og langvarig protesten er, og hvad der ligger til grund. Kræver frihed De to løsladte afghanere, Habir Russol og Moheb Ullah Borekzai, har fortalt, at det drejede sig om omkring 180 afghanske fanger, der ved deres afrejse i mandags allerede havde sultestrejket i omkring to uger. »Nogle af dem siger, at de er blevet mishandlet. Nogle siger, at de er uskyldige. De protesterer over, at de har været fængslet i næsten fire år, og de vil sættes fri«, sagde Moheb Ullah Borekzai til AP i Afghanistan. Forsvarsministeriet sagde tidligere på ugen, at man ikke kendte noget til en sultestrejke. Men sent torsdag sagde en talsmand, at 52 af de i alt omkring 510 fanger havde afvist foreløbig ni måltider på tre dage, og at Pentagon ikke ved hvorfor. Overvågning Det amerikanske militær siger, at indsatte, der nægter at spise, bliver overvåget nøje, at de ud over vand får nærende energidrikke af typen Gatorade og Ensure, og at de vil blive indlagt på hospitalet om nødvendigt. Menneskerettighedsorganisationen Center for Constitutional Rights (CCR) i New York siger på baggrund af notater fra advokater, der lige har besøgt basen, at fangerne har erklæret, at der er tale om »en fredelig, ikkevoldelig aktion, indtil kravene bliver opfyldt«, og at fangerne er klar til at fortsætte protesten, til de dør. CCR's juridiske direktør, Barbara Olshansky, siger til Reuters, at de sultestrejkende har specifikke krav om rent vand, lægehjælp, adgang til sollys, kontakt med pårørende, større respekt for deres religion og garanti for retfærdig rettergang med ordentlig advokathjælp. Juridisk tomrum »De har vansmægtet i et juridisk tomrum i årevis, uden retfærdig rettergang og uden at have nogen endelig afklaring på deres juridiske status. Alt imens vores regering fortsætter med at nægte dem den værdige behandling, ethvert menneske har krav på«, siger Olshansky. En anden amerikansk advokat, der repræsenterer 12 indsatte fra Kuwait, siger, at han allerede under et besøg i slutningen af juni hørte, at der var en omfattende sultestrejke i gang for at få mere og bedre drikkevand. Gang i retssag På Guantánamo regner den militære anklagemyndighed med meget snart at kunne genoptage de kontroversielle retssager mod i første omgang to indsatte. Retssagerne har været stillet i bero, mens en fange fra Yemen, Salim Ahmed Hamdan, prøvede at udfordre deres lovlighed ved en almindelig amerikansk domstol. En forfatningsdomstol afgjorde i sidste uge, at Hamdans påstand kan efterprøves af militærkommissionen på Guantánamo, når først den kommer i gang.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























